fredag den 9. december 2011

Kan naturligvis kun sige at jeg er i min bedste alder... Har overvældende mange muligheder. Jeg kan starte i gymnasiet, på en erhvervsgrunduddannelse eller som elev i Netto. Jeg kan tage et smut til diverse u-lande og arbejde frivilligt, få det bedre med mig selv som ungdomssløvsindet egotripper i et overflodsland. Jeg kan stikke af fra det hele og prøve at snige mig ind i et amerikansk talkshow, hvor hele verden vil blive indviet i den tragedie det er at leve som ungdomssløvsindet egotripper i et overflodsland (og efterfølgende blive realitystjerne). Jeg kan få min egen butik og øve mig i at vise glæde og overskud selv i økonomiske trængsler. Men hey, det er sgu også helt okay lige hér.

onsdag den 7. december 2011

Materialisten har det som blommen i et æg.

Alle er vigtige. Men det er vennernes skød og skuldre der står til rådighed når lortet bryder sammen.

Men hey, det meste kan også købes for penge: et par timer i en bokseklub til at få volden ud af kroppen, og et par plader chokolade til at dulme psyken. Simpelt. Hele verden er bare endnu et objekt.

onsdag den 30. november 2011

Juleaften i november ... eller noget?

Det er sgu ikke for sjov! Selveste Sigurd Barrett har her til aften stået og småbørnsprædiket om, at det er juleaften og orkesteret holder fest, og hvert et instrument er inviteret med som gæst. Og så kørte det ellers bare. Puuuh, har faktisk sunget så meget idag (to timer i en bus er medregnet) at jeg nok er blevet soprano nu. Og skal igen imorgen. Og i overmorgen. Og på lørdag. Wi !

Jeg giver egentlig ikke meget for juleaften længere. Især ikke indkøbsræset, den lidt halvforlorne religiøsitet vi forsøger at lægge i kristendommen denne ene dag om året, og måske heller ikke den mentale krise der oftest følger med snestormen og éns viden om at om blot en uge er endnu et år gået. Og sneen der falder så ren, men vi møger den til, og ligeså skrøbeligt er det kommende år. (Og sneen er der højst sandsynligt ikke engang).

Bli'r altid sådan lidt tragikomisk på den her tid af året. Vinterdepression???

torsdag den 17. november 2011

Daggry, KunSten og springhal på skatteborgerens regning.

Jeg er lige nu i en formentlig langvarig fase hvor jeg så at sige fylder mit liv ud. Det betyder at jeg ikke VENTER på at der daler tre millioner og en ung udgave af Johnny Depp ned fra himlen. I stedet forsøger jeg, igen, at rage alle afskygninger af illusionære freds-/lykkesøjeblikke til mig, og de danner tilsammen et puslespil der med lidt god vilje og nærsynethed vil kunne påstås at minde om en mening med livet. Det er ærligt talt ikke så meget anderledes end den velmenende, smuksjælede, men desværre udadtil sølle borger hvis hele legeme kun er i bevægelse med det formål at opnå den næste nål i armen. Jeg vil faktisk tillade mig at sammenligne disse to drugs. Men ej, jeg er trods alt ikke nået til det stadie hvor en afvænning er nødvendig.

Daggry er den danske udgave af navnet på den nyeste twilightfilm som er FUCKING fed! Helt ærligt, den har, til forskel fra de øvrige film i serien, nogle fænomenale gyserelementer presset ind hist og her, og den kære hovedperson ligner et omvandrende lig størstedelen af tiden. Synes faktisk den er federe lavet end mange andre mytologiske gysere, og det er imponerende, at en film der er del af så stor en kultsaga, stadig formår at give seeren noget at hente.

KunSten er et mimisk teaterstykke som de fleste kunst-, filosofi- og følelsesslugere sikkert vil kunne få noget ud af. Hvis du står på en sten og klamrer dig til en person der står der sammen med dig, gør du det så for at holde den anden oprejst eller er du kun ude på at undgå selv at falde ned?

Og med hensyn til springhallen, ja sådan én skal jeg altså ud til imorgen (på skatteborgerens regning :)), jeg glæder mig til at blive transformeret tilbage til femårsalderen.

torsdag den 3. november 2011

Her er Marie

Marie ville ha' været den bedårende dame i kjole og hvidt, hvis ikke det var fordi hun så vidt jeg ved er inderligt lidt for at gå i kjoler og især i hvidt.

Selv når Marie lever i den umærkelige slappedas på en efterskole formår hun at holde sit pandehårs symmetri ved lige. Man ville nemt kunne bruge de skarpe kanter i en geometrisk gåde...

Marie har en aura af forfinethed. Alligevel vil det ikke undre mig om hun om fem år holder til på det bagerste af en undergroundscene for til den tid nutidens hipsters, nådesløst tæskende i tønderne, og med en hjemmerullet cigar i mundvigen og i det hele taget en attitude af you're too easy, stay with ur mama!

Hvis jeg engang ser en killing der er ung og førstegangsoplevende, men alligevel har lagt det kluntede bag sig og indtaget en elegant catwalk, og den tilfældigvis også har en særligt raffineret, koksgrå pels og drømmende øjne, så vil jeg føle mig ret sikker på at det er Marie i et af hendes ni katteliv.

Marie ville i det hele taget ha' været en kat hvis vi alle hver især var et dyr!

Og Marie er sidst, men ikke mindst et af de få mennesker der kan bære pink fjer med stil og ikke fordærvende svulstighed.



Og hun er sød og naturlig ♥

lørdag den 29. oktober 2011

UHH-u-uh, det' så svært at vær' så gooo-oo!

Hun er smuk og talentfuld,
han er sjov og charmer'ne,
til sammen har de en power
andre finder ir'terne,
de' så fulde af swag
de ikk' har nogen kontrol over,
alle sluger dem med øjnene
når de ligger og sover

Og det' så FUCKING fedt
at være beundret, være go',
bar' sluge verden,
sige fuck dig, din slaskeso!
Og ku' vælge og vrage
når man trænger til lidt gogo,
sondere terrænet
"Hvem skal være min næste ho?"

Men hvem mon elsker dem,
mon nogen virkelig gør det,
elsker de selv nogen,
mon de overhovedet tør det,
og hvis de nu en dag misted'
det swag de har i hænde,
hvem ville så følge dem
til verdens ende?

UHH-u-uh, det' så svært at vær' så gooo-oo,
nana nana nana nananana na,
UHH-u-uh, ja det' så svært at vær' så gooo-oo,
nana nana nana nananana na

Du' så sidste ååår, jeg' så næste ååår!

onsdag den 26. oktober 2011

Danske børn nutildags.

Ja, igen er det altså af mangel på idéer til hvad jeg ellers kan lave at jeg skriver et indlæg, men det skal slet ikke betyde at det ikke bygger på oprigtige tanker og rene intentioner.

Hold kæft hvor er nogle børn bare heltudeihampen uartige!!!!! Eller nej, uartig er faktisk ikke korrekt at bruge, for det er, som jeg ser det, for det meste et begreb der dækker over en tosidighed: At man er fræk/respektløs og trænger til et ordentligt spark i livet, men samtidig dybest set besidder en vis uskyldighed og ikke i sin til tider normløse adfærd gør noget af ren ondskab. Men holddakæft, nogle børn er godt nok gået hen og blevet tuff både i mund og udstråling! Og det er jo selvfølgelig ikke kun børn, grunden til at det er dem jeg zoomer ind på er at det da helt klart er dem der er mest bemærkelsesværdige, eftersom de har haft kortere tid end alle os andre til at opbygge det fundament der senere kan blive til en på sin vis imponerende og karismatisk, men også tæveindbydende opførsel. Og ja, vi kan godt lige slå fast med det samme at selvom jeg altså kun er 16 år og seks måneder og 18 dage gammel, så betragter jeg ikke mig selv som et barn. Efter min mening er jeg i en alder, hvor barndommens land for længst er gået over i det historiske selv for de tilbagestående og mindre modne, skal vist ikke begynde at rode i hvorvidt jeg tilhører sidstnævnte gruppe.

En lille mellemsætning: Har lige læst på nettet at der er 3200 tigere tilbage i verden, kig derfor nøje efter næste gang du er på udkig efter en pels eller en dyretand!

Nå, men det der gjorde at jeg fik lyst til at skrive om børns ondskab var at jeg idag gik forbi to præpubertære lads. Uniformen med kasket og hårvoks og farvestrålende trøje og shortsselvomdetnæstenervinter var helt på plads, og jeg ville ikke ha' tænkt yderligere over deres eksistens hvis ikke det var fordi jeg fik en fornemmelse af at møgunge 1 gjorde tegn til møgunge 2. Noget helt simpelt med hævede øjenbryn efterfulgt af en hvisketisken, og dette var jo ikke i sig selv upassende, men faengaleralme om det ikke så ud som om møgunge 1 sagde noget til mig, kunne så ikke høre hvad det var grundet musik i ørerne, og heller ikke her var der jo noget at gå amok over, men det jeg ikke kunne have var deres egentlig meget klichéagtige viejersguhelelortet-slingrende gang ned af fortovet. Blev ikke decideret utryg af deres tilstedeværelse, så gummislaskede spaghettiarme har jeg dog heller ikke, men det ville virkelig bare være rart hvis den slags miniaturegangstere gad holde den kørende med deres pornoblade og ualkoholiske dåseål helt alene, så resten af os stadig har lidt space. Igen er det jo henvendt til alle afskygninger af tumper, men nu var det lige den her slags jeg stødte på idag. Altså ærligt talt, jeg har intet imod at blive antastet af fremmede, heller ikke når det er i indirekte form som idag, men vil sgu da edermanme ikke spilde min tid på at føle mig utilpas bare fordi et par smårødder, hvis stemmer ikke engang er blevet tilstrækkeligt dybe og truende endnu, synes de skal have det lidt sjovt. For altså jeg føler mig sgu så gammel. Som rollatorpensionisten der får gaflet sin taske, i stedet får jeg så bare gaflet min værdighed. Gider de da lige lære at kende deres plads i hierarkiet. Satans småskravl for fucks sake!

Men jaja. Må jo alligevel indrømme at oprørere, også de lettere patetiske af dem, fortjener creds ene og alene fordi de forsøger at vise at de kan.

fredag den 21. oktober 2011

...

En alt for køn pige med sol(arie)brun hud, rene træk og lang, smidig krop. Desværre er hun så sminket at noget af hende forsvinder, det er egentlig ikke fordi hun bliver hverken smukkere eller grimmere, men noget af hende går tabt, og hun når ligeså stille hen til dér hvor hun ved at hun har mistet noget, men ikke hvad. Hun har altid haft en god portion usikkerhed, men kun indvendigt, og den er godt camoufleret. En dag slår det hende også, at når hun er så smuk som hun er, må der være noget andet hun mangler og aldrig kan få, for ingen har det hele! Det gør hende bange, tænk hvis hun er født til at leve smuk, men ulykkelig. Næste dag tager hun ingen makeup på, og fordi hun ved at hun stadig er misundelsesværdigt, mundvandsløbende hot, kommer hun bevidst til at tage noget forholdsvist uformeligt tøj fra sin brors klædeskab, da hun står i det foran spejlet kan hun ikke få øje på vrikkende hofter, velformede balder, flirtende overkrop og elegante ben. Hun er tilfreds. Og hele dagen mærker hun at folk ikke ser hende, eller nej, måske ser de faktisk hende, netop fordi det gudsbenådede udseende er gemt godt af vejen. Hun smiler og er fri, føler hun kan bevæge ansigt og krop, der nu er frigjort af henholdsvis krigsmalingsmaske og stramtsiddende tøj, begge hendes tro følgesvende gennem mange år, og hvor føles det bare godt endelig at have kasseret dem. Men vi ved jo allesammen at pludselig frihed altid er en smule hårdtslående, lige indtil det øjeblik underbevidstheden, og den kan jo af og til være sløv, får forklaret kroppen hvordan den skal klare sig uden det/den/dem, der på én gang holdt den fanget og beskyttede den. Sagt på en lidt mere velkendt talemåde kan der falde for mange appelsiner i ens turban på én gang, og man tør ikke rigtigt undersøge om de smager godt. Tilbage til hovedpersonen, - hun mærkede sit første chok ved friheden, da hun havde haft den i nogle få dage. Faktisk til et skolebal. Normalt færdedes en i skolens sociale hakkeorden så højtstående person som hende ikke ved den slags festlige lejligheder; for strenge alkoholforbud, for meget pjattet diskoteksmusik, for få ældre drenge. Hun foretrak at alliere sig med sin lidt ældre bror, der kendte et slæng af nogle igen lidt ældre, hvoraf en af dem tilfældigvis boede ved siden af nogle dimissionspubertære-næstenvoksne unghaner, der som i en smuk roman om ungdommens gang havde fundet sammen i dét at de alle havde forladt reden nyligt, og dét at de alle var usædvanligt glade for morskab og druk, udenforstående kan jo sætte sig ind i, at denne kombination er et udmærket tidsfordriv i de måneder eller år man overvejer om det er EGU eller politiskolen der bliver næste skridt på vejen. Og så videre... Nu kom vi igen lidt væk fra hovedpersonen, - som sagt plejede hun at gå til fest hos disse hæderlige, nogenlunde ansvarsbevidste unge mennesker, hvor det var muligt at forsvinde hen i mørke hjørner med individer af modsat eller samme køn, og i øvrigt bare vide at man var solidt placeret blandt de udvalgte, omgangskredsens viderekomne. Men ikke denne aften! For det første var hun i løbet af de sidste par dage kommet til at ligne en på sin egen alder, helt tydeligt ikke længere passende at finde deroppe et par kilometer over hierarkiets top. For det andet var det netop den effekt hun på et stadig lidt ubevidst plan havde ønsket. Så hun gik til skolebal, klar til at erobre den næsten lidt mytiske verden, der hidtil havde befundet sig så langt under hendes stiletsåler at hun ikke engang havde kunnet mærke hun gik på den. Håret der før havde været en lang, forførende silkemanke, lå pjusket og uredt under hætten på den trøje hun efter rekordtid nu var som født i. Hun vidste at hun havde lidt aftensmadsrester siddende mellem tænderne, og forbruget af makeup stod også stadig på standby. Alligevel undrede det hende at hendes bejler gennem tre år (han gik i parallelklassen, og var egentlig et halvt år yngre end hende og i dén grad underudviklet, men who cares!) tilsyneladende ikke rigtigt så hende. Hun havde altid følt sig lige en tand smukkere, og om ikke andet værdsat, når han så på hende med henførte, fortabte øjne. At være tilbedt kan fungere som en stærk kraft, noget man vil have mere af. Og lige dét ville hun da også gerne beholde. Men næh nej, tror du han overhovedet så på hende, endsige bemærkede hendes ankomst? At hun var gået fra stiletter til udtrådte sneakers kunne måske forklare at hun ikke stak fysisk op og ud fra massen, men mon ikke det også skyldtes at en stor del af hendes ydre karisma var gået tabt i forsøget på at finde sin indre hulekvinde og fremstå herefter. I hvertfald lod den nu førhenværende førstefrier sig ikke mærke af hendes tilstedeværelse, han gled hurtigt hen til nærmeste jævnaldrende pige der i det mindste gad overveje at se ned på ham oppe fra sin tårnhøje piedestal. Og her var det som om at vor kære hulekvinde begyndte at krakelere indefra og ud og tilbage igen. Skønhedsglansen der stadig var et sted i hende, lysten til at blive set og beundret og drømt om samt den på én gang kampklare og følsomme selvstændighed hun lige var begyndt at kæmpe så hårdt for, gled alle tre ned af det uformelige tøj og videre ned på gulvet hvor de mange dansende fødder kunne trampe på dem. Hun havde på en eller anden måde slugt sig selv, alt det hun troede var hende. Måske en destruktiverende handling, måske begyndelsen på noget nyt. Hun vidste det ikke. Egentlig var det også lidt lige meget, hun ville bare hjem i sin seng og dømme sig til den totale ensomhed. En dag ville en ny og forbedret udgave af hende nok komme helt af sig selv.

torsdag den 20. oktober 2011

Det her er jeg i tvivl om!

Jeg kan ikke umiddelbart finde ud af hvordan forholdet til ens omverden skal være konstrueret. Er vi født mistroiske, og skal lære at turde stole på at vores venner vil os det bedste og vores fjender det knap så bedste, eller er vi til at starte med helt rene og en anelse naive, og skal lære at passe lidt på løvernes huler? Og hvis ingen af delene, er der så et potentielt tredje bud?

Keeeeder mig...

søndag den 2. oktober 2011

Her er tømt for sjaw og spaz!

Ja, for søndage er bare så fucking kedelige! De indeholder hverken vådt eller tørt, men er bare noget der skal overstås, og så er det sgu alligevel ikke så fedt med vækkeuret mandag morgen. Har da heldigvis en vennedate imorgen, og nårh ja, skal have teatertræning i skolen den kommende uge, OG det starter først klokken 9. Men undtaget daten, det er trods alt samvær med andre mennesker der giver mening i tilværelsen og i øvrigt gør os i stand til overhovedet at blive klogere på os selv, vil jeg mene at det er ting der hører under kategorien små glæder her i livet. Min lillesøster sidder lige og ser et program, hvor en dame med trimmet svenskerfrisure og klingende jysk dialekt går igennem sin renlige, velindrettede, men åh så ordinære stue, og sørme jo, hun har også to unger og tid og overskud til at skære en ananas pænt ud og lægge den som pynt på en kage! Gad vide hvad hun indeholder, hvad hun står for, om hun nogensinde græder over rynker og spildt mælk, og om hun nogensinde i det hele taget bare føler at tilværelsen trænger sig på. Hvordan kan hun holde ud at sidde og snakke om mørdej? Og likør og finmousse til "det voksne publikum". Okay, jeg skal ikke være kok, så meget blev jeg da klogere. Der er i øvrigt også op til flere fødevarer jeg dårligt kan døje synet af.

Status: Verden er bare ikke særligt spændende idag!

fredag den 30. september 2011

Syge oplevelser i Aarhus midtby.

Jeg er sgu en del af festen nu! Mit liv er kun lige begyndt, huhej, har alt for meget tid endnu. Jeg går ikke i traditionel skole. Jeg har ikke lektier. Jeg kan ikke få en akademisk uddannelse, medmindre jeg vælger at tage mig sammen til at ad omveje atter sno mig ind i den lige vej gennem uddannelsessystemet. Who cares!

Skal jeg tage i gymnasiet næste år?
Skal jeg nærstudere alskens aviser i et forsøg på at kvalificere mig til journalisthøjskolen?
Skal jeg udelukkende beskæftige mig med det jeg kan lide at lave?
Skal jeg bare fucke det hele op og bo i en opgang?

torsdag den 29. september 2011

Slikker gulvet rent for rester af eventuelle spytslikkeres udskejelser,

men det kan vise sig at være en anelse svært når ikke man kender en spytslikkers ansigt,
og hvorfor i det hele taget forsøge,
for skal der ikke være plads til alle,
og i hvertfald skal vor efterfølgende generationer jo have noget at afskye.

Fire ord til mig selv: Du kan sgu stadig!

tirsdag den 27. september 2011

En opsummering over september:

1. Jeg har været til samtale med en ungdomsuddannelsesvejleder i et ungdomsuddannnelsesvejledningscenter.
2. Jeg er droppet ud af skolen.
3. Jeg har, samme dag som jeg wavede goodbye til skolen, set en motherfucker syg film, tjek mit indlæg om KF!
4. Jeg har fået et par Doc Martens (uhuhuh, og jeg har STADIG ikk haft dem på udendørs).
5. Jeg er startet på gøglerskolen, i daglig tale gøgleren. (Hvis du har en fordom om produktionsskoler og de folk der færdes på dem, så lad være med at google den) :)
6. Jeg er som følge af min start på gøgleren blevet interesseret i akrobatik. Shit, jeg må se at få trænet min balance :(
7. Tjaeh..jeg har vel fundet ud af at jeg måske i det hele taget ikke er helt som jeg troede, uhauha, især DM-støvlerne har bare forandret hele min skæbneretning.

Okay, jeg ta'r det lige roligt!

Værk der emmer af lyrik og musikalitet!

søndag den 25. september 2011

Tidevandsbølgen Doc Martens!

Ja, så skete det! Nu har jeg også anskaffet mig et sort par af de kære støvler - 499,- i Bilka, hvilket er noget billigere end hvad jeg ellers har set dem koste. Jeg har ikke haft dem på udendørs endnu, - det er ikke til at sige hvorfor, men jeg føler de er for fine. Har vel i virkeligheden bare, i alle de år og måneder jeg har ledt efter og tænkt på at købe et par, fattet en slags perverteret forkærlighed for de lysebrune, absurd tykke og groft udseende såler, og finder nu derfor disse alt for værdige til at betræde den jord og asfalt som almindeligt dødelige færdes på.

For mig var de virkelig en fristelse der ikke skulle modstås. Normalt ville jeg have brugt en femhundredemand på tifemten trøjer eller par bukser i en genbrugsbutik. Og sidste gang jeg købte et par sko var vist i maj, mine brune læderconverse der på nuværende tidspunkt er møgbeskidte og lugter tvivlsomt.

Nå, men det her blogindlæg skulle egentlig handle om den vedvarende trend det er at gå i DM-støvler. Min mor påstår hun havde et par da hun var på min alder, og det er da alligevel en snes år siden!

På flere online skoshops har jeg læst beskrivelser der siger at DM-støvler er "for folk der er unikke og gerne vil udtrykke en unik stil". Jeg ved nu snart ikke. Kan noget være unikt når horder af gamle som unge har det? Støvlerne har jo helt sikkert i sin tid (og med det mener jeg dengang de kom på markedet!) været et beklædningsikon for en unik, måske til og med revolutionær stil, men når deres popularitet så fortsætter i flere årtier, og tilstrækkeligt mange går i dem, bliver de vel snarere et folkeeje end noget unikt. I hvert fald er jeg, som så mange andre, helt vild med det tunge, robuste udseende, men det er snarere fordi 1) de sikkert holder for evigt hvis man passer godt på dem, og 2) de er unisex og kan i det hele taget bare sættes sammen med det meste tøj, selv en tøset kjole, at jeg har købt dem. Og de er måske i sig selv en unik beklædningsgenstand, men man kan vel, nu bliver det rigtig klichéagtigt, for pokker ikke købe sig til stil og unikhed?

Doggy Martens ftw

fredag den 23. september 2011

KF is somebody I used to know and still know very well!

Og KF er stadig elskelig. Hele verden er elskelig, og KF repræsenterer en stor del af skønheden i denne verden, sin egen skønhed. KF og jeg er LIKE THIS (sidder med fuckfingeren krydset over pegefingeren), og sådan er det bare!

- Ovenstående skrev jeg desværre for nogle gode timer siden, da verden stadig var grøn og ren. Nu har KF og jeg i mellemtiden gennemlevet et 150 minutter langt helvede i en biograf kaldet Øst for paradis.

En film. En film der hedder HUDEN JEG BOR I! Der var premiere her i aftes..og fy for satan. Jeg er betaget, fascineret, frastødt, forkvalmt. Kan aldrig nogensinde igen komme til at synes at kønsidentitetsforvirring og seksuel akt er noget smukt her i livet. Jeg fortæller ikke hvorfor. Du må selv se filmen, og du skal ikk' komme og sige jeg ikk' advarede dig!

Føj.

Ja, jeg har været sammen med søde KF idag, hvis ikke du før har fattet det, så er det en person jeg KLIKKER meget godt med! Kom ind i mit liv for to og et halvt år siden, og det har kun udviklet sig i den smukke retning. Der er da stadig noget rent her i livet, noget der ikke er plaget af psykiske filipenser! Men ærligt talt..fy for satan igen!

Du skal ikke se den. Du SKAL ikke se den. Meget brandfarligt kunstprodukt. I nat kan mit liv aldrig blive normalt igen. Har kun skingrende vanvid på lystavlen.

KF er østjyllænder, ikke så højreorienteret som man kunne frygte, og utroligt sød, især når angsten for føromtalte brandfarlige kunstprodukt sætter ind i biograf Øst for paradis :)

Nårh ja, og idag gik jeg ud af skolen, eller vil nok foretrække at kalde det en fremskyndet dimission. Jeg skal ind og have min andel af rulleture på en kolbøttefabrik nu, føler virkelig også det er min tur til dét! Vil udtale mig yderligere om nogle dage.

Har ikke så meget andet at sige nu, end at du skal gå ind og få bestilt billet til det brandfarlige kunstprodukt, så du kan få det ligeså dårligt som jeg har det lige nu, efterfølgende kan du eventuelt terapeutisere dig selv med den her sang! Ja, der findes altså både mærkværdig, banal, fantastisk, dybsindig og afskyelig kunst, få nu smagt på det hele, siger jeg bare.

Med kærlig hilsen!

tirsdag den 20. september 2011

Kære dagbog,

jeg føler jeg er lidt på vej ud på et sidespor, og jeg kan ikke reddes fordi jeg netop i går barrikaderede mig for omverdenen, og hvem gider måske komme luntende tilbage og tabe ansigt ved indrømmelsen af alligevel ikke at være stærk nok alene, det holder jo ikke en meter, og jeg magter bare ikke at ringe til Peter, for han er i bunden af mit hakkeordensbarometer! Fuck nu også det, klokken er næsten lidt i ti, der venter mig en hed seng, night o'joy!!

KF, du ser sikkert ikke det her, men jeg kontakter dig per mobil i morgen :)

fredag den 16. september 2011

Det startede med at jeg blev født, og det sluttede i går og i dag og i morgen og for altid, og jeg er her sådan set endnu, men hvad betyder det og hvorfor, og hey, stik mig lige en god grund eller to til at jeg sidder HER hvor jeg er!

Fuck nu det pis, mand!

Okay, kort og godt fortalt, så er der bare lige verdenshistoriens største revne i min computerskærm, jeg hader at sige det, jeg kan næsten ikke presse det ud, en sådan kliché har en drabseffekt på min alt for unikke personlighed, men FUCK my LIFE!

Et voksenliv til salg?

Er træt af at være barn. Er træt af at være under 18 og ikke blive regnet for noget. Hallo, jeg er rastløs, hallohallohallo, jeg vil også være dekadent og vulgær og grim og skummel og bestemme over andre, yngre mennesker! Min tur nu.

Jeg tager ja-hatten på.

Ting er i den grad ved at ske, ja, jeg ER klar til at tage imod dem, ja, jeg søger indad og samler alt jeg kan præstere af mod og appetit på livet, ja, jeg ser gode og dårlige film for at finde inspiration til mit eget liv, ja, jeg overvejer hvordan jeg skal vise verden hvem jeg er og hvad jeg kan, ja, jeg er normal, ja, jeg er en fucking original, ja, jeg er ved at gå en smule i spåner, hvem/hvad kan hele mig igen, ar don nåw!

Fred i verden. Ja til nye udfordringer, væk med det ubrugelige, fortiden er en uselvstændig klump i min hånd, jeg kan gøre hvad jeg vil med den.

lørdag den 27. august 2011

Okay, listen carefully, -

for jeg har store planer. Jeg dropper ud af mit studie nu og søger ind på politiskolen, sådan er det bare! Ikke mere boglig uddannelse, ikke flere timer i venteværelset med det ene formål engang ude i horisonten at blive klækket ud i samfundsmaskineriet. Det er tid til handling. Hæderlige, hårdtarbejdende, handlekraftige mennesker skal være mine nærmeste omgivelser.

Jeg må hellere tage øjenbrynspiercingen ud, for at blive accepteret...

fredag den 26. august 2011

Ej for helvede, hvor det tordner!

Og her er jo så fyldt i forvejen.

Selvcentreringstrip

Hej, jeg er et forfærdeligt menneske. Jeg er ligeså usikker, perverteret, kødelig som alle andre, men i langt flere tilfælde end hvad der kan kaldes gennemsnitligt, vender jeg disse tillægsord til at være noget dårligt, horribelt, forfærdeligt. Jeg har leget så meget med ilden at det kan betragtes som usundt. At lege med ilden betyder, som jeg har forstået det, oftest at man gør noget som i sidste ende kun går ud over én selv. Men åh nej åh nej, det jeg her taler om er det som i sidste ende går ud over andre. E-go-is-me. Åh, jeg døjer det ikke! Hvem/hvad gjorde at jeg blev sådan her? Det der er så totalt tankevækkende selvcentreret ved en tankegang som denne, det er at jeg sidder og flæber som om det er mig det går ud over. Jeg har mod til at erkende min nederdrægtighed, men ikke til at gøre noget ved den. Jeg handler, og tænker bagefter. Og når jeg så tænker, så er det på hvor forfærdeligt min egen krop har det, at huse så sort en sjæl. Det er en dobbelthed, - selvcentrering i selvcentrering!

Jeg er lost in my mind. Hinsides al tænkelig hjælp, medicin og terapi. I dén grad indenfor fare!

Kærlig hilsen E

fredag den 12. august 2011

En ond drøm

Sjæl suget ud med sugekop; jeg har ingen følelser nu. Bag facaden er der tomhed, massiv tomhed der ikke tjener andet formål end at fylde den endnu mobile krop ud. Og den har ledt så meget den kunne, har hverken fundet eller ikke fundet, der var ikke noget svar, for et svar udspringer af et spørgsmål, og der var i sidste ende ikke noget spørgsmål. Intet at søge, intet at finde. Følelser er vel egentlig ikke nødvendige, men det kan nok være et stort problem ikke at have dem..

onsdag den 10. august 2011

LINK

Aner ikke hvem, hvad og hvor, er virkelig musikalsk uvidende, men har stenet det her stykke musik i omkring to timer, det er nok det jeg vil kalde smagfuldt bizart.

KLIK HER, du KAN jo ikk lade vær' !

mandag den 8. august 2011

Som var det igår...

I ugerne op til at jeg fyldte 15 kørte jeg den her interne joke; jeg er faktisk ikke klar over hvorvidt det overhovedet gik op for mine omgivelser hvad fanden det var jeg rendte rundt og lod som om jeg forestillede mig. Men det gik i hvertfald ud på at jeg overalt, det vil sige på skolens tavle, i folks hæfter, desværre ikke på denne blog eftersom jeg dengang endnu ikke havde oprettet den, skrev nogle syge bemærkninger i stil med: "Åh shit, jeg fylder 15 om en uge, syv dage til mit endeligt!", "Farvel verden, lige om lidt sidder jeg og rusker tremmer i ungdomsfængslet" eller den klassiske "Jeg bliver snart buksemyndig, nu er jeg nødt til at drikke for at leve livet på kanten". Og så videre og så videre... Jeg var måske en smule euforisk dengang. Faktum er at jeg savner at være 15. Det er et uskyldens år, selv nu hvor den kriminelle lavalder er sat ned til 14, og en 15-årig dermed er mere end strafbar. Jeg tror det indtil videre har været i mit femtende år jeg har prøvet flest ting af, både de konkrete "ungdomsprøver" og de mere mentale udviklinger. Sidder næsten og bliver helt melankolsk nu. GID der ikke fandtes tid og datoer, GID man kunne køre sit eget løb fuldstændigt uafhængigt af systematiske samfundsordninger. Jeg er så gammel og grå nu, forstår I? Men jeg søger stadig nye mål. Og er i det mindste taknemmelig for at mit føromtalte endeligt ikke indtraf da jeg fyldte 15. Så havde jeg jo ikke nået at opleve det efterfølgende år, hvor jeg på mange måder syntes jeg lærte mig selv og verden bedre at kende.

Og nej, har ikke drukket her til morgen eller noget, har vist bare set lidt for langt ned ad barndommens allé !

søndag den 7. august 2011

Hormonodrom!!!

Oh my god, jeg er som en 13-årig igen! Skriver det kun herinde fordi alle mine pårørende allerede har fået mine trængsler hylet ind i ørerne. Men der er virkelig et eller andet galt. Jeg har lige snakket i telefon i en halv time, råbte cirka halvdelen af tiden. Har gåsehud på armene, føler mig næsten sløj, ligger begravet i dynebetræk og tæpper. Er ked af det, glad, opkørt, irriteret, fjern. Savner folk, virkelig alle mulige folk, jeg savner at være omgivet af dem jeg ikke snakker meget med, men bare finder det behageligt at være i nærheden af, og at snakke med dem jeg betragter som nære venner. Men jeg orker ikke at fjerne røven fra sofaen, det er fuldstændig udelukket! Vil bare være her i min rede og planlægge min smukke fremtid. Så gør det vel ikke noget at jeg spilder nutiden på ingenting? Mit liv skal være herligt!!! Jeg er ikke helt ung længere, men jeg har dog stadig tiden, til at opbygge en tilværelse, foran mig. Seriøst, mit liv skal være fucking smukt. Vil være omgivet af alle jeg holder af. Vil finde mig selv, videreudvikle mig selv, smadre mig selv, genopbygge mig selv. Det er det eneste der betyder noget!

fredag den 5. august 2011

Er overrasket over mig selv, men...

gosh jeg savner skolen! Snakkede lige med en klassekammerat, og fuck hvor er jeg egentlig glad for at der nu kun er 10 dage til det hele begynder igen. Bliver også sjovt at prøve at gå i en monsterlille klasse på 13, det har jeg ikke prøvet før. Tættere relationer til de andre, fredeligere atmosfære osv. Og dah, kan jo alligevel ikke bruge ferien til andet end at sove når her ikke er andet end grå regnvejrsdage. Eller faktisk er det allerede endt med at jeg sidder og nærstuderer diverse spirituelle bøger omhandlende vejen til diverse åndelige aspekter. Det er vel bedre end så meget andet af det lort man kan fylde sig med.

Stillestående
Fredag

Smutter igen, jeg bliver bare dummere af det her!
Nyd de sidste sørgelige rester af varmen.

lørdag den 30. juli 2011

Party På Landet.

Hvor var det altså dejligt endelig at få udnyttet ferien til at feste igennem. Og fik set nogle folk igen, og det foregik alt sammen meget idyllisk beliggende. Nu var alle dem der mødte op jo forholdsvist unge, men ved et totalt forudbestemt sammentræf var der minifestival ved en af naboerne. Voksne mennesker, små hvide telte og et utrætteligt amatørband. Selvfølgelig gik vi derover, men vi havde det nu også meget hyggeligt selv. Og jajaja, jeg drikker altså ikke særlig tit, så der skal ikke det store til før jeg har det sjovt, er oppe at køre og nogen gange desværre også går lidt kold. Og beklager overfor dem der modtog en lind strøm af opkald fra mig, men altså det er jo bare mig i stoned udgave :)

tirsdag den 26. juli 2011

Fredfyldt atmosfære.

Jeg mærker så ganske klart helheden. At trave formålsløst rundt på Kongens Nytorv og i random gader. Jeg vil med hånden på hjertet kalde mig selv spontan eller i hvertfald spontanitetselskende, og med en personlighed repræsenterende et tillægsord som dette findes der næsten ikke noget bedre end bare at gå og gå, improvisere når man farer vild, hvilket oftest sker, og bare vide at man intet skal nå eller rette sin dag efter. Og igen var jeg alene, det elsker jeg jo virkelig sommetider. Elsker at se på de og det forbipasserende, være i den fortættede mængde af ukendte ansigter og kroppe i gågaderne. Det unikke ved at være i en storby, alene og uden at have travlt, er at man sagtens kan holde al støj og tæthed ud, det er ligesom det der giver øjeblikket sjæl. So close together and so alone!

lørdag den 23. juli 2011

Jeg, E

Jeg ved hvad jeg skal, jeg ved hvad jeg kan, jeg ved hvad jeg er fucking god til...


Det vil altid være muligt for mig at videreudvikle de elementer jeg besidder


Intet kan stoppe mig i at blive stor og stærk


Jeg glæder mig til livet efter døden, men lige nu er livet i livet nok...


Intet er for sent


Alting kan kun gå i gode retninger, for går de i en dårlig bliver de gode kun lettere at få øje på


Og i sidste ende er det mit totalt eget valg om jeg vil sidde i den dårlige og lade liv og glade dage sejle uberørt forbi






End. Of. Discussion !!!!!

fredag den 15. juli 2011

Mit paradis, mit årlige højdepunkt...

Imorgen smutter jeg over til den anden side af Øresund :)))
- Ved ikke hvor mange af jer der synes om og overhovedet har været i Sverige, men jeg eeeeelsker det ! Rettere sagt, jeg elsker en helt bestemt plet af dette land: Der er en lille by, Örkelljunga, den er forholdsvist sydligt beliggende. I en rundkørsel et stykke uden for den befinder sig en McDonalds, en tank og så en af landets største "godisforretninger" hvor jeg efterhånden er skide velkendt. Og så kan man køre ad en mindre vej ud på en sti, og den sti fører ind i en skov, og rimelig tideligt på stien drejer man til højre, og ja, så er man ved mit helt personlige drømmested. Tre store rødmalede feriehytter i bedste svenskerstil, isolerede fra larm og anden menneskeskabt dumhed, en utrættelig bæk omgivet af mystificerede træer løber lige nedenfor, og den ender endda ud i en sø hvor jeg både har badet og sejlet i kano hvert år. Ja, med hvert år mener jeg altså de sidste omtrent fire år, jeg tror nok det imorgen bliver femte gang min familie og jeg tager på denne ferie, - det er blevet en årlig tradition, og der kommer altid alle mulige, både folk jeg kender og ikke kender.

Nå, altså jeg ved godt at det ikke lyder som noget særligt, masser af mennesker tager på denne slags "fællesferier med andre familier", og gerne i lige netop Sverige. Men for mig er det virkelig blevet et årets højdepunkt, jeg ser frem til det i flere uger inden, og ikke én gang har jeg længtes væk derfra. Hidtil har jeg faktisk ikke snakket specielt meget med de mennesker jeg ikke kender, som er der, men det kunne være jeg skulle ændre på det i år. Og måske ikke. Man kan virkelig sagtens være helt alene eller sammen med få andre uden at føle man spilder tiden. Har heller aldrig prøvet at tage nogen venner med derop. Jeg synes ligesom det er en uge hvor jeg bare gerne vil nyde familiens selskab, og hvis jeg selv skal sige det er jeg egentlig ikke ellers én der er specielt bevidst om den slags. Så jeg tror virkelig stedet i sig selv har en eller anden indflydelse på mig. Ugen er måske det man ville kalde en "lade-op-ferie", - den gør sgu en forskel for resten af året!

Hæhæ, og det eneste jeg ville informere om var faktisk bare at jeg fra imorgen til på næste lørdag ikke vil være til at få fat på. Hvis ikke jeg føler en alt for skrøbelig og dyrebar ro i sindet når jeg kommer hjem, kan det være jeg vil skrive et dobbelt så langt indlæg som dette, hvor jeg så vil fortælle om hvad jeg har lavet deroppe. Altså, det er min blog, hvis du synes jeg er alt for kedelig og sentimental kan du bare smutte!

Nyd fortsat sommeren, og hvis du ligesom jeg indtil videre har lavet Nul Og En Skid og ikke gider fortsætte dette og ikke har en idyllisk ferie stående for døren, så få fingeren ud og bestil en afbudscharterrejse eller pendl på tommelfingeren til Rusland. Pas på dig selv :)

torsdag den 14. juli 2011

At give slip på lortene man selv har lagt.

Har lige set en overordentligt kreativt fundet på, men også langt ude syg film, den hedder "Die Tür". Altså, den er virkelig sine steder skrækkeligt nervepirrende, men budskabet, sådan som jeg opfattede det, var faktisk meget klassisk, stilrent og også en kliché: Du/vi er nødt til at se fremad og fortsat føre en tilværelse når du/vi virkelig har klokket i det og gjort tilsyneladende uoprettelig skade. Her er det jeg tænker på hvilket motiv forfattere har til ustandseligt at digte historier om netop det at begå en fejl og hvordan man kommer videre bagefter. Forsøger de at give os håb om at vi er okay selvom vi er nogle snæversynede, egocentrerede og primitivt handlende pattedyr? At der er et liv efter et hul? Eller vil de netop karikere og tydeliggøre de begåede fejl for at vise det modsatte; at vi ikke er okay og bare burde skydes?

Nu synes jeg jeg er nok inde på det her emne til at starte en debat med mig selv: Vi er mennesker, små og famlende i blinde, håbløse, alt hvad vi gør er i sidste ende for vores egen skyld, vi er ikke i stand til at se os selv som værende et led i en større sammenhæng vi ikke har kontrol over, vi vil hellere blive i troen på at denne sammenhæng er til for os, - ikke omvendt!

Okay, jeg magter ikke at være så kynisk. Har en veninde der i øjeblikket er meget fascineret af eksistentialismen. En eksistentialist er for mig at se et godt eksempel på lige netop det at tro på at man selv skaber sig selv. Men jeg synes ikke der er noget i vejen med den tro i sig selv, overhovedet ikke. Og jeg er nok også på sin vis tilhænger af dette verdensbillede. Men det er når egoismen tager overhånd, - så er man i tanken ikke længere kun sit eget centrum, men også alle andres. Det kan aldrig være optimalt, for derved ville man jo ikke kunne være i harmoni med andre af samme overbevisning som en selv, - de ville jo synes at DE var både deres eget og alle andres centrum.

Jaja, mennesket er nu på én gang både det mest komplicerede og det mest håbløst let gennemskuelige dyr i drift, - haha, ja altså, vi er ikke dyre i drift, vi er DYR som er i drift.

Vi må af og til synke sammen og trække os tilbage for at kunne holde os selv og alle vores artsfæller ud.

Vi er måske på vej mod noget større og bedre.

Og måske er vi bare på vej mod det samme i værre tilstand, og i så fald holder det hele nok op en dag og bliver afløst af, - ja, ingenting.

Det jeg helt klart kan se mig enig i ved eksistentialismen er at intet er forudbestemt. Jeg synes ordet "skæbne" for det første er svulstigt, patetisk, dramatiseret, gammeldags på den ufede måde, og derudover indikerer det noget jeg ikke tror findes. Du. Opbygger. Selv. Vi er alle sammen gør-det-selv-håndværkere i den forstand.

Jeg kan ikke rigtigt se anden udvej end at stoppe her. Tror snart jeg får teknologisk sammenbrud.
Forresten, den sidste Harry P-film er virkelig nice i 3D. Det er de fleste, men særligt i denne her følte man sig virkelig "hevet med ind i historien".

søndag den 10. juli 2011

Du er sgu bare for sløøøøøøv !

Åhuhåh, menschen. I formår sgu alt grimt og alt smukt her i livet. I b***** og drikker og egotripper den fuldt ud, og selvfølgelig deltager jeg også selv.

Helt ærligt, jeg har brug for noget at tro på. En religion eller en kult(ur) eller en livsstil.. Eller måske har jeg bare brug for noget beskidt og unødvendigt, - nej, ved nærmere eftertanke er det netop det jeg hidtil har befundet mig i og nu søger ud af. Hjælp mig...

:(

onsdag den 6. juli 2011

Er det i orden at skralde?

Her klokken to i nat skraldede, som man jo så stolt kan lide at sige det, en veninde og jeg bag den lokale Netto.. Vi fandt en udmærket pose brød i skiver, kun cirka to dage over sidste salgsdato, og en bakke jordbær helt uden mug og andre grimheder. Det smagte så godt som sådan noget smager, men hele rusen lå jo i at vi SELV havde skaffet det, og vi befandt os i volden af denne følelse af overlevelse; nu var vi i stand til rent fødeindtagsmæssigt at klare os selv. Derudover var vi klædt i vores knap så stiveste puds, og vi vandrede hvileløst rundt, og det var ud på de små timer, så autenticiteten var fuldendt.

Er det i orden? Altså, princippet i/grunden til at man skralder er dels at man sparer penge, dels at man aflaster diverse containere og skraldespande for store mængder bortkastet føde der ellers bare ville være endt uudtjent på lossepladsen. Og nogen, jeg :), får måske også et lille kick ud af det, men det er vel netop også fordi at det er en smule på kant med det ordentlige? Så vidt jeg ved er det ikke hverken strafbart eller definitivt ulovligt, men der er noget udflippet og lidt lyssky over det, og det krakelerer vel også forestillingen om et land af overflod en smule. Men det at det altid skal foregå sådan lidt hemmeligt og efter mørkets frembrud, skyldes det at indehaveren af den pågældende butik simpelthen bare ser sig irriteret over sådanne uvedkommende indtrængsler på privat område, eller handler det mere om det symbolske i at man skal lade skrald være skrald og ikke samle det op og gøre det til noget brugbart? I hvertfald tror jeg ikke det handler om en angst for at en respekteret borger skulle få for gammel mad i den gale hals og efterfølgende blive syg, - og er det tilfældet, ja så er det jo den skraldende der har en ting eller to at lære og ikke butiksindehaveren.. Men jaja, så enkelt fungerer det nok bare desværre ikke, og jeg må nok indse at jeg fortsat kan blive nødt til at indsamle mine gratis måltider i al diskretion. Som sagt giver det også dette totalt undværlige, men ikke desto mindre livsnydelsesforbedrende kick, og vi (mig og de øvrige på-den-forkerte-side-af-18 unge tosser i området) lever jo i en lidt provensiel, mindre by, og vi har kun det skæg vi selv sidder på, omend i hvertfald indtil vi bliver myndige, dørene åbnes, og vi får muligheden for at sidde med hos de tunge drenge på barerne.

Lad dig gerne inspirere af min fritidsaktivitet, - det er faktisk foruden morskaben ikke så tosset at føle man lever i større harmoni med naturen og for færre penge :)

mandag den 4. juli 2011

En verden af skønhed !

Hvorfor har jeg igen så fucking ondt i maven, hvorfor er der ikke nogen der opdaterer deres blog så jeg kan læse noget nyt, hvorfor sad jeg fire timer på omegle igår (fik faktisk endda noget ud af det), hvorfor er fremmede mænd som de er, hvorfor føler jeg denne trang til at gå ud og drikke mig hjernedød og score en homo - køn ligegyldigt, og alt muligt andet blablabla, - dér har du en verden af skønhed.

torsdag den 30. juni 2011

16. indlæg i den her måned?

Snavs på næsen
i kager
ikke nær så fristende som i formiddags

Kunstnersjæle
holdende en pause
fra kreativitetsdræbende lugte

Små prikker
af ingenting
og lufthuller
af alting

tirsdag den 28. juni 2011

En handling er ikke nødvendigvis i sig selv stærk, men den kan give dig en følelse af at være det.

Et lille varsel: Jeg har fundet frem til at jeg faktisk udtrykker mig bedst og renest i forholdsvist korte vendinger, så nu vil jeg forsøge mig med at klemme små lommefilosofier ind i mine derudover næsten almindelige blogindlæg. Ovenstående overskrift er en sådan lommefilosofi, bare så du lige er forberedt på at jeg sgu nok desværre ikke er ligeså bagklog som man kunne have ønsket.

Nå, men det her skulle egentlig handle om noget helt andet. I går, - i GÅR!! - sad jeg i fodenden af en briks i fire timer, vejret udenfor var skønt og smukt, studenterne lallede stadigvæk rundt, og i lokalet jeg befandt mig i var en "luftmaskine" (hvad fanden hedder sådan en?) tændt på fuldt blus. Hvorfor jeg ikke var ude i den ægte luftvare? Fordi jeg fungerede som mental, i nogen forstand også fysisk støtte for min veninde, som var den der lå ned på briksen - vi var i en TATOVØRforretning :D

Episk oplevelse, ville mange have kaldt det. Jeg syntes det var et frisk pust i min unge verden. Og jeg er heeeelt forgabt i kunstværket der kom ud af det, såvel som min veninde selvfølgelig også er. I der kender mig personligt har sikkert en idé om hvem den nu tatoverede kan være, og jeg siger bare hvis/næste gang du møder vedkommende, vær fordomsfri i tilfælde af at du er modstander af skønhedsindgreb, og du vil få et æstetisk kærtegn på opleveren.

Min mening er at tatoveringer har deres egen skønhed. Man skal inden man får en kunne se for sig hvilket billede der kommer, og i tanken placere det nøjagtigt på det ønskede område af kroppen. Det er helt bogstaveligt talt en visuel drøm der går i opfyldelse. Og det er smukt hvis en tatovering fortæller en historie. Om den udtrykker en allerede eksisterende historie eller om den selv skaber en, skal være op til en selv. Til dem der skulle være i tvivl: ja, jeg regner med jeg nok også selv får en tattoo en dag, men at regne med noget vil altid være udelukkende teori, og jeg ved ikke om denne teori vil forplante sig i den ydre verden og blive til praksis. Men masser af respekt til jer der går og drømmer om at få en, - få den!

lørdag den 25. juni 2011

Sjøst, det her er bare ikke optimalt.

Har cyklet 21 km eller deromkring. Har fortæret en pakke minutnudler. Og jeg er virkelig, virkelig alarmerende kedet af en tilværelse på spring af en afgrund. Har på fornemmelsen at det gælder om at hoppe højt. Så vil jeg nå toppen i stedet for at falde mod bunden...

Forsøg dig ikke med det her derhjemme.

fredag den 24. juni 2011

En kontra til forrige indlæg; tilværelsen er TOM!

Det her liv stinker og rummer ikke noget brugbart. Selverkendelse er lukket land. Alting blegner.

Hahahahaha...

torsdag den 23. juni 2011

Dagens filosofi.

Hvis livet/alt er en illusion, så kunne jeg i princippet sidde og græde lige nu, for tårerne er bare et drilsk synsbedrag, og i virkeligheden er jeg faktisk et velafbalanceret, tilnærmelsesvist lykkeligt menneske med styr på følelserne. Men følelserne må alligevel være de stærkeste illusioner. Især fordi du kun selv har "adgang" til dem. Andre kan måske ane dem via ansigtsudtryk og opførsel, men hvad en følelse i dig helt nøjagtigt er kommet af, hvad den afspejler og hvilken virkning den har, det ved du kun selv. Det her er det mest dybsindige jeg har tænkt over og det mest brugbare jeg har fundet frem til længe, så bær over med mig. Har tænkt mig at forsøge at lade være med at hænge alt for meget foran computeren i al den fritid jeg snart får foræret, så bær igen over med mig hvis jeg ikke får lavet de vilde opdateringer! Ha' en dejlig sommer, smukke danskere :)

fredag den 17. juni 2011

Men hey,

hold kæft, hvor er det alligevel vildt, gik et år så hurtigt, skete der så meget, og er jeg så gammel?

Livets skole.

Har fem skoledage tilbage plus en forhåbentligt sentimental afslutning på næste lørdag. Jeg skal sige farvel til en masse elskede mennesker. Dynamikken og sammenspillet i min omgangskreds vil skride, rykke rundt og finde sig til rette i ny plads. Og jeg ved det hele nok skal gå. Sommerferien bliver én lang meditativ tilstand. Om jeg er alene eller sammen med andre er faktisk ikke så vigtigt. Hvis jeg fester og drikker er det åndeligt, hvis jeg hænger ud med mine elskede venner er det åndeligt, hvis jeg sidder alene hjemme og læser er det åndeligt. It fucking doesn't matter.

Læg mærke til min meget underspillede begejstring for tanken om selve ferien og friheden. Betyder det ikke bare at jeg fortjener den endnu mere? Under alle omstændigheder er det altid den bedste mulighed for at lade op og forberede sig til flere morbide omgange blod, sved, slid og tårer. Og i denne givne frihed træder vi ind i - livets skole. Det er aldrig for sent at rette op på forsømmelser af den vilde ungdom...

Kuren mod alt.

Har gjort mig den overvejelse at opgradere min sundhed til det fortræffelige. Om min sjæl eller krop er mest trængende, er ikke sådan lige at finde svaret på. Læger, psykologer og hjernevridere ville mene at føromtalte to effekter, samt de resterende dele af det hele menneske, arbejder sammen, og at det (sundhed) derfor er noget med balance og at være omsorgsfuld overfor dem allesammen. Sådan en gang bøvl. Hvem har en fuldendt, velafbalanceret helsekrop og også en interessant personlighed og også en nogenlunde sund mental tilstand? I fald der findes et eksempel, sig mig det og lad mig komme denne højtstillede halvgud for nær (kan ikke love en kniv ikke vil være at finde i min højre sidelomme).

Tag noget mere sol, så din hud lige bliver lidt mere hærget og slap og læderagtig, nyd den næste smøg og den næste igen, og vær ikke bange for at lykkepillerne eller elektrochokket vil forværre din psykiske ustabilitet. Og tag syv dybe indåndinger i en storby hvor benzinosen endnu ikke er bandlyst, vær ikke bange for at lege med ilden på din lidt halvtomme kærlighedsfront, tøv ikke med indtaget af de gyldne dråber.

Det var så ikke lige kuren mod alt. Sådan én findes nok ikke.

Befinder mig på en pseudopiedestal.

Uprofessionel digter,
fanatisk korrekturlæser,
amatørmimiker,
ulært hjernevrider,
hyperventilerende freak,
socialt tilfælde,
arrogant passifist,
sjæleblødende frihedselsker,
udhungret lykkesøger,
fredstrængende,
men også fredsdræber,
smålig egoist,
oplæsende diktator,
litteraturnarkoman,
voldsnarkoman,
diskussionsnarkoman,
musiknarkoman,
selvudråbt matematikgeni.

Ja, jeg får helt lyst til at lære mig selv at kende.

torsdag den 16. juni 2011

Hun var sikkert også barn engang...

...men Margaret Thatcher er (/var i sin storhedstid) en hård negl, kold stål fra inderst til yderst, selvom hun sikkert heller ikke har været ringe i disciplinen at vise klør. Og endnu engang hylder jeg tanken om at være politisk passiv. Føj.

Men

den dag, hvis, politikernes beskidte kneb går ud over enhver, aktivist som passifist, bliver jeg måske nødt til at bryde ud af dette fastlåste valg. Let bliver det ikke for min skrøbelige, politikfølsomme sjæl.

lørdag den 11. juni 2011

Er træt af kønsroller...

...så vær sød at droppe dem! Det er stenaldermanerer, forældede og på alle måder totalt ubrugelige. De kan måske lige gå an i rollespilslege, en hyldest til det eventyrlige liv fra en svunden tid. Men helt ærligt, den dag idag viser de sig sgu da ikke som andet end lønforskelle, parforholdsknas, personlighedsnedbrydende generaliseringer, alt for macho skiderikker og alt for snerpede kællinger. Jeg er i hvertfald ikke på. Og NEJ, jeg er ikke feminist! Mener ikke at brændte bh'er og ubarberede armhuler og løstsiddende bukser og svovlende tonefald kan have gjort en reel forskel. Hvis de da ikke ligefrem har forstærket kønsforskellene. Men hvis jeg nu fik mig en kønsskifteoperation - ja, så ville jeg være uigenkendelig, ekstremt sej og måske passe en lille smule bedre til mig selv. Eller måske ikke.

fredag den 10. juni 2011

Særligt henvendt til KF.

Faldt over mig selv i skridende stilling,
og hvor var det egentlig et kønt syn,
bortset fra jeg ikke selv kunne se det.

Tog lige mig selv i atter at tænke
at politik er ubrugeligt, samfundet en joke,
men ville vi nu alligevel bryde os om
alle at sidde med bongotrommer om et bål,
og ville al vor lærdom ikke gå formålsløst tabt
i forholdsvist ubrugelige refleksioner af livet
Og er naturalismen egentlig løsningen,
og er den vækstorienterede egentlig dum,
og hvorfor har jeg denne trang
til at være en udpræget passiv borger
På den anden side ikke optimalt
at sleske for medborgere kun for at sleske
Og jeg tror sgu egentlig bare jeg må stoppe op
og finde den gyldne middelvej engang
om et par tusind år...

KF, helt oprigtigt talt, jeg beundrer dig for at kunne sætte dig ordentligt ind i politik, og så i så ung en alder. Og hvis du skal i gymnasiet næste år, synes jeg du skal vælge den samfundsvidenskabelige linje hvis du tror det ville give dig stort udbytte, - altså hallo, bare fordi jeg selv ikke kan finde ud af at tænke i statsudvikling og kommunale rettigheder, kan du jo godt gøre det! Skål for dig (jeg drikker cola lige nu) :)

Og nu vil jeg være forfatter.

Jah, du hørte mig. Imorgen vil jeg måske være brandmand...

Livet er
stort
Livet er
en bunke lort
Livet er
sort
Livet er
en port
Livet er
gjort

Skal sgu nok komme langt!

onsdag den 8. juni 2011

I anledning af ingenting.

Hmm. Er blevet foreslået at skrive om hvor meget jeg elsker livet. Lidt uddebatteret emne, altså hallo, selv de efter min mening stakkels, ubønhørligt fortabte politikere holder vel af tilværelsen. Men da jeg nu sidder her og ingenting laver...

Livet er en relativ størrelse, fordi de påvirkende oplevelser hele tiden kommer på må og få. Livet er lige stort som barn og voksen, fordi børns små legemer kan rumme mindre, derfor føles mindre som mere. Livet er sindssygt og evigt lunefuldt. En skønhed. Jeg afskyr mennesker der tror de er noget særligt, og jeg afskyr dem der tror de ikke er det. Derfor mener jeg livet bør ligge et sted derimellem. Utroligt svært, ikke? Men jeg har heldigvis et helt liv endnu til selv at fuldføre denne mission. Et liv er jo faktisk et helt liv, om man så bliver syv eller halvtreds eller treoghalvfems. Og vi synes det er sørgeligt når et lille barn lider vuggedøden, men fælder vi ikke også en tåre når vor gamle oldemor eller sågar bare en gammel hvidhåret dame stiller træskoene? Det siger jo lidt om døden. Døden er også smuk og i modsætning til livet ikke lunefuld - når den er der, er den der, punktum, been there, done that!
Nå, egentlig har jeg jo endnu ikke udtalt mig om min egen kærlighed til livet. Lige nu drømmer jeg om en tilværelse præget af naturalisme. Og den finder jeg nok en dag hvis jeg overhovedet har lyst til den tid. Jeg finder nogen gange dagen trang og klaustrofobisk, men aldrig livet. Jeg vil være med i mit eget eventyr og trække andre med ind i det - uh, det var en svulstig udtalelse, men det har jeg vel også lov til. En ting jeg har spekuleret meget over på det sidste er, om det i livet er først de andre så dig selv eller omvendt? En kliché er at man skal elske sig selv før man kan elske andre, men hvad nu hvis man er nødt til at elske andre for at kunne elske sig selv??? Måske skal man også bare tage noget hjertemedicin, så hjertet er stort nok til begge dele på én gang. Det er da snart ikke til at holde styr på noget som helst. Men personligt får jeg for en tid f'ølelsen af at være et stort menneske hver gang nogen er taknemmelige for noget jeg har gjort. Så måske er det også bare forskelligt fra person til person.

Har sgu ikke så meget mere at sige, livet er jo et ret smalt emne, ikke? Eller hvad mener du?
Godnat, hængerøve.

mandag den 6. juni 2011

Indlæg

Det er altid underligt at se det landskab vi troede vi havde glemt,
afkrogen af hvert et bjerg fugtes af dugperler hurtigt forsvundet igen,
alting opstables og vælter dovent ned i rullende bæk,
skylles væk, og man ved det vender tilbage, men ikke i hvilken form.

søndag den 5. juni 2011

What might I be meant to be...

I solbeskinnede Danmark sidder jeg
og ved ikke hvordan jeg bedst muligt kan gøre brug af landets givne goder
og på min hjerne er indsat et rockband på ubestemt tid,
de spiller sommetider virkelig dårligt

Det er gennem ord jeg formidler mine tanker
og musik kan påvirke følelseslivet,
men det jeg i virkeligheden faktisk gerne vil udtrykke
kommer af og til frem på overraskende måder

Ja, jeg sidder faktisk bare her, lidt fastkørt,
tralalala, det er juni og varmt,
nu skal jeg snart have min storhedstid
Og drikke.

fredag den 27. maj 2011

En samtidens romantiker?

Det er så vigtigt hvordan man siger til dig at
den måde du har at rette håret på,
når du dybt koncentreret om en fregne
en aften spejler dig i et vestvendt vindue,
er næsten lige så smuk som selve foråret.

Jeg ææææælsker det, elsker denne dag hvor jeg fik det at se, elsker den velsignede person der præsenterede mig for det, og elsker ikke mindst Henrik Nordbrandt der skrev det. Seriøst, sådan noget fuldstændigt hjerteblødende, hudløst sensuelt poesi er vejen frem! O ve o vel, lær mig at skrive sådan...

Er ked af jeg ikke får blogget så meget for tiden, shit happens. Sidder lige nu og ser Stieg Larsson-triologien for omkring syttende gang. Ikke meget poesi at hente dér, men nu har jeg så Henrik Nordbrandt. Altså ja, jeg tror egentlig jeg er blevet mere selvkritisk hvad blogning angår; her er det så jeg håber Henrik Nordbrandt vil kunne åbne mine øjne for noget nyt.

Forresten, nu hvor selvkritikken er i gang, hvis du er kørt lidt træt i mine massive sammenpresninger af tekster, lort op og pseudopoesi ned, så tryk på mit "E" ude i højre side her for at komme ind på min profil, dér vil du finde den eneste blog hvortil jeg er knyttet som fast læser, og denne er befriende fri for halvselvfede fraser, men indeholder til gengæld masser af små kunstneriske fotos og berømte digte, blandt andre ovenstående. Jeg kan kun beundre min ven for at udtrykke sig kunstnerisk i sådanne billedlige strofer og at benytte andres digte i stedet for egne!!

"Gik glip af" lys nat i byen her til aften, hmm, måske sluttede min ungdoms spæde festliv førend det rigtigt var begyndt? Tragisk selverkendelse.

Har fundet et billede af Jodie Foster med en meganice frisure, har i lang tid overvejet at blive klippet, tør jeg tage springet? Lidt kort hår, længde til lidt under hagen, pjusket som hos en surfer. Jaja, det ville klæde mig at foretage et ryk i min stil, måske jeg faktisk bare skulle gøre det.

Elsker virkelig alle lige nu, i hvertfald dem der kan forstå digtet.

lørdag den 14. maj 2011

Noget om M og C og P.

Kan ligeså godt sige det som det er, folk er vilde med min blog! Fik for nylig tre forespørgsler på blogindlæg dedikeret personligt til vedkommende selv, og i og med det simpelthen er for hårdt at skrive tre, og jeg skal spare lidt på de kreative kræfter, vil jeg nu i dette ene indlæg psykoanalysere disse tre af mine bekendte. Møder man dem, vil det hurtigt gå op for én at det er tre meget forskellige individer, men fælles for dem er at de går på en idealistisk flipperskole, hvor man uddannes og udvikles på godt og ondt. Indlægget her vil i øvrigt bestå af rene skære improvisationer, lad os se hvad vi finder på!!

Hmm. M har jeg kendt i cirka to år. Hun er et på alle måder sødt og smukt væsen, stille og rolig af natur, af og til forekommer hun mig at være lidt drømmende og verdensfjern. Et åndfuldt individ. Jeg har haft mange dyrebare stunder med hende, især i filosofisk henseende. Hun er ikke et menneske af stærke, fremadtonende holdninger, men har mange selvstændige meninger hun ikke nødvendigvis behøver råbe ud i alle fire verdenshjørner, lige dér ligner jeg hende nok ikke så meget igen :p Jeg tror mange beundrer M for især hendes evne til at være selvbehersket, men alligevel få sagt hvad hun mener når det virkelig gælder. Som ven er hun der hundrede procent for én (ja, M, undskyld jeg begår vold imod din person ved at bruge en sådan kliché, men den er sgu lige fra hjertet). Kommer til at savne hende helt horribelt når hun snart tager på efterskole. Så sent som igår udtalte hun at hun nogen gange "simpelthen ikke forstår min tankegang", her gik så op for mig at det gør jeg sgu egentlig heller ikke selv! På den måde har hun faktisk flere gange gennem tiden hjulpet mig, og det kan man jo kun værdsætte. Har grinet i enorme mængder sammen med hende, samtidig er hun god til at være seriøs når jeg er useriøs; for eksempel idag hvor vi sad og havde en længere samtale om følelsen angst, jeg grinede som en klovn i brunst, men hér formåede M virkelig at få mig ned på jorden og til at se at angst faktisk ikke er sådan at spøge med. En anden rigtig god oplevelse jeg har haft med hende var engang efter en fest, vi skulle sove hjemme ved mig og var ved hjemkomsten pænt smadrede, men så lå vi og havde en egentlig meget personlig samtale, helt hyggeligt og uforpligtende, og så sagde vi faktisk bare godnat og faldt automatisk i søvn. Har i det hele taget aldrig tænkt på hende som krævende, hun er afslappet og en lun person. Hendes humor kan jeg ikke rigtigt definere, for nogen gange forstår jeg slet ikke hendes jokes, og andre gange, faktisk oftest når hun siger noget der egentlig ikke var i spøg, får hun mig til at knække sammen af grin. Jeg kan lide hendes selskab, og selvom hun som sagt siger hun ikke altid forstår mig, synes jeg hun er god til at være lyttende og fordomsfri hvis jeg har nogle underlige tanker jeg trænger til at få luftet. Så altså, M, jeg håber du gider holde kontakten med mig, forresten har jeg ikke været i din campingvogn endnu? :D

C. C, C, C, hvor skal jeg dog begynde med dig, din slemme tøs? Kan huske du engang nakkede min Twilight-dvd uden tilladelse, og efterfølgende måtte jeg dække over dig fordi vi befandt os på en lejrtur hvor man slet ikke måtte se film. Men altså, der er rettet nogenlunde op på det med alle de smøger du har foræret mig gennem tiden. Faktisk tror jeg næsten du lærte mig at ryge, stinker stadigvæk til det? Nå, fuck det. Jeg kan godt lide dig. Du er en dejlig trunte, du går lidt på runde, du har lidt for lang lunte - men du er en darling, vellidt af de fleste, festlig langt det meste af tiden, du formår at være evigt klar på at "fyre op for det syge shit" som du selv ville have kaldt det. Det er dejligt at du sætter lidt skub i tingene. Er desuden taknemmelig for de gange du mere eller mindre har reddet mig fra en ufrivillig tur i sølet. Elsker også dit engelsk, hahahahaha, æv, kan ikke engang komme i tanke om en af de formuleringer du har kreéret gennem tiden. Men whatever, du er et menneske med stor humor og en god portion selvironi, for det meste let af sind, dit selskab er opløftende. Beundrer dig lidt for at være så erfaren du er i så ung en alder. At høre gengivelserne af dine vilde oplevelser er inspirerende. Du har noget jeg ikke har, og jeg ved ikke om jeg har brug for det, men nogen gange kunne jeg sgu godt ønske jeg havde det. Vi skal slet ikke begynde at komme ind på hvad det er, for jeg kan egentlig ikke sætte ord på det. Måske er det der ikke engang, måske er det bare en illusion, men i og med jeg nu har nævnt det må der vel også i hvertfald eksistere en eller anden form for kerne af det. Bevar mig vel. Lige nu sidder du sikkert på en eller anden bænk i den fantastiske Mejlgade, måske "trækker du vejret" som ikkerygere ynder at kalde det. I aften skal du formentlig til fest et eller andet vildt sted. Og på mandag ser jeg dig, og så tager vi lige vores daglige pille, ok?

Så er der P, jeg valgte bevidst at lade ham være den delikate dessert. Jeg vil ikke sige jeg har et nært kendskab til ham, men i hvertfald har han foregivet at være meget ivrig efter at blive sat i fokus i et blogindlæg, så når nu han selv beder om det... Kan huske første gang, eller rettere sagt de første gange jeg mødte ham, det var i MINE cellotimer hvor den arrogante, højrøvede tumpe tillod sig at komme brasende ind mindst 20 minutter for tidligt! Ej undskyld, P, men brød mig helt ærligt ikke om din attitude, dette så nu også ud til at være gensidigt. P er (blevet!!) et sødt og rart menneske med endnu sødere og rarere doggyben, har aldrig lagt skjul på min begejstring for disse. Tror på sin vis der er en dybde i ham, men man må nok have tålmodighed hvis man vil lade ham selv vise den. Han har to gear til fester: dansende abe på speed og døddrukken, gammelmandssovende, udbrændt rockstar. I hverdagstimerne er han sjov, lidt anmassende og indblandende, men helt klart en fyrværkeribombe man ikke ville være foruden. For nylig var han så sød at proppe pizza med spermlignende dressing på ind i kæften på mig, hvordan kan man andet end tilbede ham? P har venner og er vellidt. Rent udseendemæssigt er hans stil ikke rigtigt til at sætte i bås; dengang han saboterede mine cellotimer gik han klædt i piercinger, mørkt tøj og et dystert samfundshaterudtryk..nu har han så midlertidigt skiftet til "lukket" hud, tøj i alskens skrigfarver og en måske lidt flabet, men for det meste venlig mine??? Ja, jeg undres, men altså, hvis det nu bare forholder sig sådan at han har set lyset, så fred være med det. Nu til noget helt andet. P bor på en gård hvor der er to ting at forholde sig til: fem aber (inklusive P) og et lidt vådt loftrum hvis gulv man nok ikke skal lægge sig ned og sove på. Denne gård og disse folk/aber har opnået noget der efter vor omgangskreds' standard nok svarer til rockstjernestatus. Dillen er at man nogenlunde kommer og går som det passer én, og er man rigtigt festtrængende tager man da bare derud weekenden over, og forhåbentligt gider nogle nice folk så komme og joine det syge shit. Har ærligt talt ingen idé om hvad man laver derude når ikke en fest er i gang, men på den anden side, rockstjerner hviler sig vel også en gang imellem, P gør som sagt i hvertfald når han er i sit gear nummer to. Forresten har jeg efterhånden hørt ikke så få historier om nogle slagtede kaniner og nogle spritkørselsture resulterende i fuldstændig nedpløjning af de østjyske landeveje, kan dog ikke greje om dette er normale foretagender? En afsluttende sætning henvendt personligt til P: har efter en ekstra overvejelse fundet frem til at du nok må være biseksuel.

Det var alt for denne gang. Flere psykoanalyser følger formodentligt snart, i og med flere har henvendt sig med en forespørgsel siden da. Indtil videre alt godt fremover til jer tre :)

søndag den 8. maj 2011

Halløj, godmorgen...

...og tak for en vild fest i nat hvis du var med. Tror sgu de fleste fik oplevet mere end de lige havde tænkt sig. En række normalt hæderlige mennesker, der holder sig fra alkohol, fik hældt en del indenbords. Hvemsomhelst kyssede hvemsomhelst og hvadsomhelst, det var den rene gøgerede. Gode muligheder for en rullen sig i mudderet, så trænger du til at være beskidt, kom hid, kom hid!! Selv kom jeg hjem ved firetiden i morges, er siden da gledet ind og ud af søvnen, klokken er nu lidt i seks om aftenen, har indtil videre indtaget cappuccino og overvejer derfor kraftigt at bestille en meget stor pizza.

Ekstra mange tak til SG og OM, I er pisseskøre og morsomme :b

Snakkes. Har ikke mere at sige lige nu...

fredag den 6. maj 2011

Jeg tager dine følelser og lægger dem over i mig selv nu.

De er lige dér, lyser i dig. Jeg tager dem. Mærker deres visdomskraft. De er ikke en skid værd for mig, for de er dine, du har skabt og opbygget dem, og jeg kender ikke til deres formål. Klatter. Måske lige til loppemarkedet, men alligevel, de ville ikke gøre sig godt til blandt grammofonplader og nipsting. Kan ikke.

Dit fjæs er sådan lidt opkogt og rødmosset. Du drikker, du drikker jævnligt. Den halvtomme vinflaske står på bordet og sladrer til hele verden, det er pinligt! Har lyst til at losse dig i hovedet med den. De berusende dråber blev dit lod i livet, og du er fuldstændigt absurd ligeglad.

Små rester af liv, kasseret af andre, det er din tilværelse. Du står op hver morgen og smører madpakker til dine sytten børn - i hvertfald var der sytten sidst du talte efter, synsfeltet har det med at sejle lidt og få dig til at se dobbelt. Foruden dette masseproducerede afkom huser du også alskens små mider og skadedyr.

Har du nu flækket dit øjenbryn igen? Såret er blevet som en permanent tus, og ja, altså jeg vil jo ikke fornærme dig, men dit blod er ikke ligefrem blåt. Tror hellere du må gå til lægen, det eneste stabile mandfolk i dit liv, og få det syet. Han kan sikkert også give dig nogle piller du kan skylle ned med vinen. Lykkepiller. De går lige i din følelsesproduktion, og så kan jeg fortsat stå her og modtage stadigt flere usalgsbare, formålsløse dele af dig.

tirsdag den 3. maj 2011

Vejen til et liv som årtusindopdateret hippie.

Altså, nu er det ikke lang tid siden en fortællelysten lærer præsenterede os for sin version af den danske hippietidsalder. Der var noget med nogle meget intime forhold lærere og elever imellem, som blandt andet indikerede fælles bad på lejrture, små romancer i fritiden og i det hele taget bare et på alle måder privat bekendtskab. Jeg kan sige jeg er rystet i min grundvold, men vil da samtidigt ikke lægge skjul på min misundelse ;) Nå, men da det nu ikke er sådan længere, hvad så med at vi alligevel forsøger at holde fast i det smukke fællesskab og kærligheden til naturen og hinanden? Det er lige årstiden! I weekenden var der for eksempel bålfest, så det battede, i min omgangskreds. I haven ved siden af foregik tilfældigvis en fest af lidt anden karakter, der blev drukket og skrålet og danset og trampet, men jeg tør godt påstå at vi havde det sjovest hos os, for da vi senere på aftenen sad om bålet med rodet tøj og hår og sangstemmerne i de munterste toner, var vores konkurrenter allerede gået kolde, og kun vores spæde melodispil kunne høres i miles omkreds. Hallo, er det svært at afgøre hvad der er fedest? Synes absolut ikke der er noget galt i hygge og afslapning omkring et bål, og hvis man skal gå helt amokka må man altså også kunne stå oprejst til efter tolv. Drankerfolk, I var simpelthen for slatne :p

Har forresten hørt noget om at Christiania er midlertidigt lukket for udefrakommende??! Det er alligevel arrogance fra hippiernes side. Men whatever, det er heller ikke en god idé at komme for langt ind i den mere lyssky og mindre hæderlige side af flippermiljøet. Vil faktisk bare råde jer allesammen til at få futtet op for bålet og smilet og kærligheden. Idag er det tilfædigvis et lortevejr, men kan ligesom bare mærke at den her sommer bliver lige så særlig og glemt igen som alle de andre. Og vi skal alle nyde den og få festet det vi kan holde til. Det bli'r kæmpe!

Hold vejret indtil vi ses igen!!

mandag den 25. april 2011

Hvad har jeg egentlig gang i?

Kom til at ryge igen-igen, og den her gang inhalerede jeg sgu. Er ikke ved at blive decideret afhængig, men det vil nok være klogt at holde en lille pause. Nå, men i det mindste har jeg endnu ikke rørt svinekød siden mit løfte i går aftes. Skal til en påskefrokost senere, men vil holde mig hundrede procent fra lortet hvis det er der. Hvorfor fanden ryger jeg? Der er absolut ingen dybere grund til det. Smøger sutter...

Savner dig og dig og dig forbandet meget. Kom ind i mit liv. Inspirer mig :(

søndag den 24. april 2011

En skinke er jo faktisk et dyr.

Har spist. Har skrevet. Har sovet i en bil. Har (alene) været rundt omkring på Glyptoteket og nærstuderet kunst af vidt forskellige tidsaldre og stilarter. Har tænkt. Fuck. Den trivielle tilværelsescyklus sniger sig ind på mig, og ferien er snart slut, kæft jeg har stenet. Eller nej, hey, igår mødte jeg forresten et enormt sødt menneske der tilsyneladende også kunne lide mig, men hallo, det skal ingen hemmelighed være at jeg trænger til luftforandring. Har brug for at udrette noget, GØRE en FORSKEL som man siger! Hvordan? Måske er det nu jeg skal i gang med bestsellerromanen, jeg ved jo alligevel at det forventes af mig og at jeg faktisk muligvis er i stand til det. Jeg har jo så meget i mig, ikke?

Skinke. Føj for helvede. Vil aldrig røre svinekød igen, hvad sker der for at det er så pisseklamt? Jeg tror faktisk jeg vil joine mig teorien om at grisen skulle være et af de klogeste dyr og i hvertfald det mest intelligente slagtedyr, hallo for helvede, hvorfor æder man dem så? Begavelse skal man ikke kaste ubrugt væk! Okay. Fra og med idag vil jeg sætte alt ind på at holde mig fra de ellers umenneskeligt fristende resultater af de stakkels forpinte dyrs muligvis uretfærdige ende på alt. På dansk: Jeg vil forsøge at holde mig i skindet i nærvær af bacon, simpelthen med den hensigt at ære grisen, for faktisk ER det ulækkert at de bare sådan - én, to, tre, en kugle for panden -dør med det formål at tjene menneskers og muligvis nogle dyrs smagsløg. Nu vil du måske kalde mig dobbeltmoralsk eller fej, fordi jeg indtil videre kun har fattet denne sympati for én dyreart, men man er jo nødt til at starte et sted. Har faktisk været vegetar før, det holdt ved i tre måneder, og jeg må desværre indrømme at jeg nogen gange fandt kosten lidt, hmm, kedelig :p

Okay, har bandet lige lovligt meget i dette indlæg, det må du sgu undskylde, men altså, du kan jo selvfølgelig altid vælge at gå væk fra denne syge blog, det er ikke så svært som man måske skulle tro. Og altså, det er jo bare mine syge meninger om alt og ingenting, tag det i udgangspunktet ikke for alvorligt.

Tror faktisk jeg måske vil gå en tur nu og så i seng. Jeg lever det syge liv, hva? Ses på den anden side, forhåbentligt i sprut og fest og venskab. Låååååf from here!

torsdag den 21. april 2011

Hvorfor f*** kan alle egentlig så godt lide sol?

Altså, det er jo kønt at se på, det er nødvendigt for alle organismer og eksistenser, det klarer op i sindet, det varmer i nakken..men altså, fuck. Jeg kan egentlig ikke lide det i alt for store mængder. Er personligt vild med storm, regn, sne und so weiter. Og jeg synes altså godt det kan blive for meget med al den lalleglæde der automatisk opstår alle vegne. Det er ligesom ikke ægte følelser. Min opfordring er at du nu, uanset tid og sted, går ud og kaster dig spontant omkuld i en bunke blade eller på en græsplæne. Hvis du pt befinder dig i midtbyen ligesom mig, så bare gå ud og kig på nogle stjerner mens det endnu er mørkt, og hvis der ikke er nogen stjerner må du nøjes med gadelygter. Det er altså bare et råd til hvordan man kan komme ind og mærke sig selv. Hvem gider være en festabe på fuldtid? Ikke mig!!

Hører i øvrigt også noget meget smukt musik lige nu. Det prikker dybt ind. Har efterhånden ikke digtet i hundrede år, dyrker ikke en bestemt slags musik, mine kreative udfoldelser er faktisk nogenlunde lig nul. Vil nok bruge en af de nærmeste dage på at tage på et eller andet kunstmuseum. Har forresten lige været i biffen og se Welcome to the Rileys. En udmærket film, lidt underspillet, men med humoristiske dialoger og rørende karakterer.

Brrrrh, fik lige en kuldegysning. Det er selvfølgelig også voldsomt pirrende, det jeg sidder og skriver lige nu. Vil egentlig gerne sove, hmm, klokken er alligevel kun halv to. Svinger faktisk utroligt meget mellem at være a- og b-menneske for tiden. Fuck, jeg hader udtrykket "bomben", hvem opfandt det?

ZzzzzZz...

onsdag den 20. april 2011

Smagløse højder

Startede dagen idag med en halv smøg og en kæmpe portion havregrød, samt at nærstudere de visdomsfyldte artikler i et fint lille foreningsblad venligst foræret af en på alle måder charmerende og taktfuld voksen kvinde, der sikkert ville have haft en dejlig personlighed og en udmærket selvindsigt hvis ikke det var for det faktum at hun FUCKING er Jehovas vidne!! Da jeg lod mig stoppe af hende, overbevist om at det her måtte jeg bare ikke gå glip af, blev jeg så befippet at jeg bare tog imod det hun præsenterede som "lidt gratis læsestof". Så nu..nu er jeg altså i fuld gang med at komme ind på livet af religionen fanatisk kristendom. Og en eller anden freak har i øvrigt lige spurgt mig hvorfor jeg altid spiller smart, hæhæ, what can I say? Det er nok fordi jeg er så bredt vidende, nu også i religiøs forstand, hahahahahaha!

Tager til København nu her om få timer. Det skulle I alle til at gøre. Især fordi det indtil videre er det eneste i dette indlæg der ikke er smagløst :)

mandag den 18. april 2011

Et eller andet om lykke.

Der er et eller andet som fascinerer mig ved maniodepressive mennesker. Den dér magiske kraft de besidder cirka halvdelen af tiden, stolt og usårlig og evindeligt glødende ud i den heldige indehavers hele sjæl og legeme. En drivkraft. Og så lige pludselig skrider den bare igen, faktisk så spontant at det kan føles som om den aldrig har eksisteret, og den nu uheldige indehaver glemmer hvad han/hun nogensinde har haft at leve for. Jeg synes det er et meget godt bevis på at lykken kun er til låns. Hvis da ikke den kun er en illusion. Bar facade. Og om ikke andet uspiselig, så hvad kan man bruge den til?

En sund og rask og vellidt og respekteret mand med et liv kørende i den samme regelmæssige rytme, han tror egentlig han er så glad det nu er muligt at være, og han er sikker på at han får udlevet og oplevet det han har brug for, men pludselig, helt uventet, ser han det, LYSET, og han fatter ikke at noget så blændende er lige her foran ham, det gnistrer næsten elektriskt, hans fornuftige intuition siger ham med det samme at dette umuligt kan være sundt, men han er tiltrukket, kan ikke vriste blikket fra det selvom hans øjne allerede svier lidt, han ved det er forkert eller i hvertfald ikke noget han har brug for, men er det ikke netop derfor jeg forfølger det, tænker han så, for han ved godt hans liv altid har været lidt ensformigt og kedeligt, og er det ikke i virkeligheden det her han trænger til, at dreje væk fra den velkendte og nøjsomme sti han gik og stod på indtil for få sekunder siden, men shit, lyset vokser, de flossede kanter presses længere og længere ud i radius, nu er han tæt på, det knitrer og brænder ved hans fingerspidser og ansigt, han tror enten han eller det snart eksploderer, men nej, lyset fordobles og trækker sig så fuldstændigt sammen i et sindssygt tempo, først er han så forblændet at han ikke kan se hvad der sker, men så fokuserer han atter på det der nu kun er en mikroskopisk prik, den fiser drillende rundt i et lille uregelmæssigt mønster, den forsvinder ham helt af syne...og alt er sort!