torsdag den 29. marts 2012

Cashrape del 2 + tilføjede sorger

Har brugt knap 3.000 kr. i løbet af det sidste stykke tid, åbenbart, og dermed gjort det indhug jeg ikke troede jeg havde modet til. Well done, men jeg er ikke sikker på det har hjulpet på nogen sorger. Måske ligefrem tværtimod. Så nu er jeg nok mere eller mindre på randen af et sammenbrud, bare et lille et. Det gør ondt at trække vejret, det gør ondt at bruge penge på skidt og møg. Det gør ondt at vide at penge, små dumme tal på kontoen, har så stor betydning for både mig og samfundet. Får min månedlige skoleydelse i morgen, men hvad nytter det. Nogen vil kalde min skoleydelse for det rene samfundsnasseri, og det vil jeg på sin vis også selv, men det værste er at jeg sikkert lige om lidt også har brugt disse penge, og jeg drømmer dybest set bare om at leve i rendestenen, fri for kontotallenes drilske spind, men jeg ved det ikke går i denne verden, og jeg vil ikke være tigger! Må finde et kompromis en dag.

søndag den 25. marts 2012

Cashrape.

Jeg har lyst til at gøre et voldsomt indhug i de 11.000 kr. på kontoen, drukne tilbagevendende sorger i nye sko og hårprodukter. Samtidig har jeg lyst til at brænde sedlerne én for én, og gå i min søsters aflagte sweatere. Hvad ville være mest swag, overforbrug eller oprør? Hvordan kunne man eksperimentere med begge dele? Jeg vil være sej. Det skal være nu!

onsdag den 21. marts 2012

Min personlighed er lidt som et stykke knækbrød. Den knækker meget let, og er sprød så længe sidste anvendelsesdato ikke er overskredet...


Kan ikke så godt lide farven på beskidte pengesedler. Kan ikke rigtigt overkomme at tage stilling til om jeg skal købe en ny flaske klorhexidin i Matas til 35 kr.


Fatter ikke hvad arbejde går ud på. Det er som om det ikke vil slynges frivilligt ind i min vejrtrækning, følge min puls.


Ved ikke rigtigt om det var i højere enhed med moden at få undercut nu. Det viser sig sikkert at blive moderne lige når mit er vokset ud.


Formår ikke rigtigt at tage mennesker, der selv mener de er kunstnere, seriøst.


Lider ikke under det ellers så massive blodtab. Foretrækker egentlig at ligge som en pøl i det forårsgrønne græs, slukke røddernes tørst.


Stikker ikke af. Jeg bliver i stikket.


Slynger tilfældige ord ud. De gavner ikke nogen, men har det bedst uden for mit hoved.


Nynner kun lidt. I tomt rum. Skriger kun lidt. I fyldt rum.


Tænker ikke rigtigt over det faktum at verden er tom. Mit liv behøver jo ikke at være verden.


Citat fra musicalen Maestro: Der findes kun to slags mennesker. Alle andre og jeg.


River lidt mere i den slidte, forpinte hud omkring mine negle. Det er mit kompromis. Jeg tør ikke at være hudløs i denne verden.


Jeg nyder at der ikke er noget at nyde.


Falder. Falder. Der er sgu helt rart i bunden af hierarkiet, ingen kæmper for at vælte mig.


Fik heller ikke taget mig sammen til at leve i dag.


Fik aldrig styr på det helt grundlæggende. Ustabilt fundament er lig med vedvarende styrt!


Kniber øjnene sammen, er så træt. Den sorte skrift mod det hvide onlinepapir skærer mig lige ind i det diffuse tankespind.


Overvejer hvor meget der skal til for at lægestaben vil genindføre det hvide snit.


Nu kan jeg ikke holde det latterligt hvide onlinepapir ud længere!

torsdag den 15. marts 2012

Og så fik jeg endelig prøvet det at være DOPE.

Skal til mit livs første eksamen i morgen. Alligevel sidder jeg her kl. 23 om aftenen og kan ikke få mig selv til at gå i seng... En lille stemme indeni siger at jeg ikke skal lade sådan en diskriminerende bagatel af en intelligensprøve bestemme over mig og min sengetid. Mit forhold til uddannelsessystemet er underligt. Det kan ikke undgås. Dét system ER underligt! Ved den forestående eksamen skal jeg muligvis 'op i', som det jo hedder, ved ikke om jeg er den eneste der synes det lyder forkert, et dansk eventyr der for mig at se symboliserer at det at terpe viden ikke nødvendigvis er det man når langt med. Nej da, men hvorfor f... så overhovedet tage en eksamen, for derefter at starte i gymnasiet, for derefter at tage en bid af de berømte fjumreår, hvilket hurtigt viser sig alligevel ikke at være det virkelige liv, så tilbage på skolebænken og frem med karaktererne fra studentereksamenen for at vise hvad man kan, og så sidder man pludselig igen i eksamenssaksen, og hvad var så meningen med det hele, dette spørgsmål ville falde tilbage på denne historie jeg muligvis skal 'op i'. Måske er der virkelig noget om at man bare skal bruge tid på lige det man vil. Desværre ved jeg ikke engang hvad jeg ikke vil :/

søndag den 11. marts 2012

De kysser overalt; i gade, i stræde,
i opgang, i blandt andre.
De er berusede, unge,
tror at dette er de indledende violiner,
et sødt forspil til et højdepunkt
af en velkomponeret tilværelse
de helst ser indtages som ét langt trip,


men det tindingssprængende højdepunkt når aldrig frem,
eller måske de bare løb forbi det i hast.
I hvert fald bliver de gamle, på en enkelt nat,
grå hår, hud der hopper når de spæner,
men mentaliteten kan ikke presses ned i lænestolen.
Og børn fik de ingen af mens tid var,
de må nøjes med rester
af eget ungdomssind.


De kysser stadigvæk; i gade, i stræde,
men kun i forlængelse af lørdagsindkøb.
Og ingen kigger på dem,
deres karisma lyser stadig,
men den sætter sig efterhånden på andre,
par som det de udgjorde engang.
De går hjem, vil ikke vide af verden,
ved de rent kosmisk har haft mere end nok liv,
alligevel gnaver endnu i dag dette spørgsmål:
var de livsnydere eller livssnydere?





onsdag den 7. marts 2012

Forårsdigt

Morgenerne er lysere,
jeg er lysere, oplyst
om at dette er mit forår,
snart væk, men intenst,
ungdommen er pulserende,
der er ingen mig, for alt er ét,
identitetskrise er en fremmed,
har måske strejfet ham,
men han valgte ikke mig i denne omgang.


Kan ikke gemme mig i fladt landskab,
men der er heller intet at skjule.


Eufori og dybsindighed,
to skønheder,
begge både svære og lette at opnå,
kommer når de vil,
men kan til en vis grad sniffes.


Konturerne af alt, smukt som grimt,
fremstår skarpt i denne årstids sollys.
Anonymitet kan være nødvendigt,
sanser overpåvirkes,
der er nu engang bare de dage hvor alt
skal ses gennem mørke solbriller,
høres gennem musik,
udtales gennem bloggen,
lugtes gennem stereotyp discountparfume.
Vil ikke vide mere sådanne dage.