lørdag den 29. oktober 2011

UHH-u-uh, det' så svært at vær' så gooo-oo!

Hun er smuk og talentfuld,
han er sjov og charmer'ne,
til sammen har de en power
andre finder ir'terne,
de' så fulde af swag
de ikk' har nogen kontrol over,
alle sluger dem med øjnene
når de ligger og sover

Og det' så FUCKING fedt
at være beundret, være go',
bar' sluge verden,
sige fuck dig, din slaskeso!
Og ku' vælge og vrage
når man trænger til lidt gogo,
sondere terrænet
"Hvem skal være min næste ho?"

Men hvem mon elsker dem,
mon nogen virkelig gør det,
elsker de selv nogen,
mon de overhovedet tør det,
og hvis de nu en dag misted'
det swag de har i hænde,
hvem ville så følge dem
til verdens ende?

UHH-u-uh, det' så svært at vær' så gooo-oo,
nana nana nana nananana na,
UHH-u-uh, ja det' så svært at vær' så gooo-oo,
nana nana nana nananana na

Du' så sidste ååår, jeg' så næste ååår!

onsdag den 26. oktober 2011

Danske børn nutildags.

Ja, igen er det altså af mangel på idéer til hvad jeg ellers kan lave at jeg skriver et indlæg, men det skal slet ikke betyde at det ikke bygger på oprigtige tanker og rene intentioner.

Hold kæft hvor er nogle børn bare heltudeihampen uartige!!!!! Eller nej, uartig er faktisk ikke korrekt at bruge, for det er, som jeg ser det, for det meste et begreb der dækker over en tosidighed: At man er fræk/respektløs og trænger til et ordentligt spark i livet, men samtidig dybest set besidder en vis uskyldighed og ikke i sin til tider normløse adfærd gør noget af ren ondskab. Men holddakæft, nogle børn er godt nok gået hen og blevet tuff både i mund og udstråling! Og det er jo selvfølgelig ikke kun børn, grunden til at det er dem jeg zoomer ind på er at det da helt klart er dem der er mest bemærkelsesværdige, eftersom de har haft kortere tid end alle os andre til at opbygge det fundament der senere kan blive til en på sin vis imponerende og karismatisk, men også tæveindbydende opførsel. Og ja, vi kan godt lige slå fast med det samme at selvom jeg altså kun er 16 år og seks måneder og 18 dage gammel, så betragter jeg ikke mig selv som et barn. Efter min mening er jeg i en alder, hvor barndommens land for længst er gået over i det historiske selv for de tilbagestående og mindre modne, skal vist ikke begynde at rode i hvorvidt jeg tilhører sidstnævnte gruppe.

En lille mellemsætning: Har lige læst på nettet at der er 3200 tigere tilbage i verden, kig derfor nøje efter næste gang du er på udkig efter en pels eller en dyretand!

Nå, men det der gjorde at jeg fik lyst til at skrive om børns ondskab var at jeg idag gik forbi to præpubertære lads. Uniformen med kasket og hårvoks og farvestrålende trøje og shortsselvomdetnæstenervinter var helt på plads, og jeg ville ikke ha' tænkt yderligere over deres eksistens hvis ikke det var fordi jeg fik en fornemmelse af at møgunge 1 gjorde tegn til møgunge 2. Noget helt simpelt med hævede øjenbryn efterfulgt af en hvisketisken, og dette var jo ikke i sig selv upassende, men faengaleralme om det ikke så ud som om møgunge 1 sagde noget til mig, kunne så ikke høre hvad det var grundet musik i ørerne, og heller ikke her var der jo noget at gå amok over, men det jeg ikke kunne have var deres egentlig meget klichéagtige viejersguhelelortet-slingrende gang ned af fortovet. Blev ikke decideret utryg af deres tilstedeværelse, så gummislaskede spaghettiarme har jeg dog heller ikke, men det ville virkelig bare være rart hvis den slags miniaturegangstere gad holde den kørende med deres pornoblade og ualkoholiske dåseål helt alene, så resten af os stadig har lidt space. Igen er det jo henvendt til alle afskygninger af tumper, men nu var det lige den her slags jeg stødte på idag. Altså ærligt talt, jeg har intet imod at blive antastet af fremmede, heller ikke når det er i indirekte form som idag, men vil sgu da edermanme ikke spilde min tid på at føle mig utilpas bare fordi et par smårødder, hvis stemmer ikke engang er blevet tilstrækkeligt dybe og truende endnu, synes de skal have det lidt sjovt. For altså jeg føler mig sgu så gammel. Som rollatorpensionisten der får gaflet sin taske, i stedet får jeg så bare gaflet min værdighed. Gider de da lige lære at kende deres plads i hierarkiet. Satans småskravl for fucks sake!

Men jaja. Må jo alligevel indrømme at oprørere, også de lettere patetiske af dem, fortjener creds ene og alene fordi de forsøger at vise at de kan.

fredag den 21. oktober 2011

...

En alt for køn pige med sol(arie)brun hud, rene træk og lang, smidig krop. Desværre er hun så sminket at noget af hende forsvinder, det er egentlig ikke fordi hun bliver hverken smukkere eller grimmere, men noget af hende går tabt, og hun når ligeså stille hen til dér hvor hun ved at hun har mistet noget, men ikke hvad. Hun har altid haft en god portion usikkerhed, men kun indvendigt, og den er godt camoufleret. En dag slår det hende også, at når hun er så smuk som hun er, må der være noget andet hun mangler og aldrig kan få, for ingen har det hele! Det gør hende bange, tænk hvis hun er født til at leve smuk, men ulykkelig. Næste dag tager hun ingen makeup på, og fordi hun ved at hun stadig er misundelsesværdigt, mundvandsløbende hot, kommer hun bevidst til at tage noget forholdsvist uformeligt tøj fra sin brors klædeskab, da hun står i det foran spejlet kan hun ikke få øje på vrikkende hofter, velformede balder, flirtende overkrop og elegante ben. Hun er tilfreds. Og hele dagen mærker hun at folk ikke ser hende, eller nej, måske ser de faktisk hende, netop fordi det gudsbenådede udseende er gemt godt af vejen. Hun smiler og er fri, føler hun kan bevæge ansigt og krop, der nu er frigjort af henholdsvis krigsmalingsmaske og stramtsiddende tøj, begge hendes tro følgesvende gennem mange år, og hvor føles det bare godt endelig at have kasseret dem. Men vi ved jo allesammen at pludselig frihed altid er en smule hårdtslående, lige indtil det øjeblik underbevidstheden, og den kan jo af og til være sløv, får forklaret kroppen hvordan den skal klare sig uden det/den/dem, der på én gang holdt den fanget og beskyttede den. Sagt på en lidt mere velkendt talemåde kan der falde for mange appelsiner i ens turban på én gang, og man tør ikke rigtigt undersøge om de smager godt. Tilbage til hovedpersonen, - hun mærkede sit første chok ved friheden, da hun havde haft den i nogle få dage. Faktisk til et skolebal. Normalt færdedes en i skolens sociale hakkeorden så højtstående person som hende ikke ved den slags festlige lejligheder; for strenge alkoholforbud, for meget pjattet diskoteksmusik, for få ældre drenge. Hun foretrak at alliere sig med sin lidt ældre bror, der kendte et slæng af nogle igen lidt ældre, hvoraf en af dem tilfældigvis boede ved siden af nogle dimissionspubertære-næstenvoksne unghaner, der som i en smuk roman om ungdommens gang havde fundet sammen i dét at de alle havde forladt reden nyligt, og dét at de alle var usædvanligt glade for morskab og druk, udenforstående kan jo sætte sig ind i, at denne kombination er et udmærket tidsfordriv i de måneder eller år man overvejer om det er EGU eller politiskolen der bliver næste skridt på vejen. Og så videre... Nu kom vi igen lidt væk fra hovedpersonen, - som sagt plejede hun at gå til fest hos disse hæderlige, nogenlunde ansvarsbevidste unge mennesker, hvor det var muligt at forsvinde hen i mørke hjørner med individer af modsat eller samme køn, og i øvrigt bare vide at man var solidt placeret blandt de udvalgte, omgangskredsens viderekomne. Men ikke denne aften! For det første var hun i løbet af de sidste par dage kommet til at ligne en på sin egen alder, helt tydeligt ikke længere passende at finde deroppe et par kilometer over hierarkiets top. For det andet var det netop den effekt hun på et stadig lidt ubevidst plan havde ønsket. Så hun gik til skolebal, klar til at erobre den næsten lidt mytiske verden, der hidtil havde befundet sig så langt under hendes stiletsåler at hun ikke engang havde kunnet mærke hun gik på den. Håret der før havde været en lang, forførende silkemanke, lå pjusket og uredt under hætten på den trøje hun efter rekordtid nu var som født i. Hun vidste at hun havde lidt aftensmadsrester siddende mellem tænderne, og forbruget af makeup stod også stadig på standby. Alligevel undrede det hende at hendes bejler gennem tre år (han gik i parallelklassen, og var egentlig et halvt år yngre end hende og i dén grad underudviklet, men who cares!) tilsyneladende ikke rigtigt så hende. Hun havde altid følt sig lige en tand smukkere, og om ikke andet værdsat, når han så på hende med henførte, fortabte øjne. At være tilbedt kan fungere som en stærk kraft, noget man vil have mere af. Og lige dét ville hun da også gerne beholde. Men næh nej, tror du han overhovedet så på hende, endsige bemærkede hendes ankomst? At hun var gået fra stiletter til udtrådte sneakers kunne måske forklare at hun ikke stak fysisk op og ud fra massen, men mon ikke det også skyldtes at en stor del af hendes ydre karisma var gået tabt i forsøget på at finde sin indre hulekvinde og fremstå herefter. I hvertfald lod den nu førhenværende førstefrier sig ikke mærke af hendes tilstedeværelse, han gled hurtigt hen til nærmeste jævnaldrende pige der i det mindste gad overveje at se ned på ham oppe fra sin tårnhøje piedestal. Og her var det som om at vor kære hulekvinde begyndte at krakelere indefra og ud og tilbage igen. Skønhedsglansen der stadig var et sted i hende, lysten til at blive set og beundret og drømt om samt den på én gang kampklare og følsomme selvstændighed hun lige var begyndt at kæmpe så hårdt for, gled alle tre ned af det uformelige tøj og videre ned på gulvet hvor de mange dansende fødder kunne trampe på dem. Hun havde på en eller anden måde slugt sig selv, alt det hun troede var hende. Måske en destruktiverende handling, måske begyndelsen på noget nyt. Hun vidste det ikke. Egentlig var det også lidt lige meget, hun ville bare hjem i sin seng og dømme sig til den totale ensomhed. En dag ville en ny og forbedret udgave af hende nok komme helt af sig selv.

torsdag den 20. oktober 2011

Det her er jeg i tvivl om!

Jeg kan ikke umiddelbart finde ud af hvordan forholdet til ens omverden skal være konstrueret. Er vi født mistroiske, og skal lære at turde stole på at vores venner vil os det bedste og vores fjender det knap så bedste, eller er vi til at starte med helt rene og en anelse naive, og skal lære at passe lidt på løvernes huler? Og hvis ingen af delene, er der så et potentielt tredje bud?

Keeeeder mig...

søndag den 2. oktober 2011

Her er tømt for sjaw og spaz!

Ja, for søndage er bare så fucking kedelige! De indeholder hverken vådt eller tørt, men er bare noget der skal overstås, og så er det sgu alligevel ikke så fedt med vækkeuret mandag morgen. Har da heldigvis en vennedate imorgen, og nårh ja, skal have teatertræning i skolen den kommende uge, OG det starter først klokken 9. Men undtaget daten, det er trods alt samvær med andre mennesker der giver mening i tilværelsen og i øvrigt gør os i stand til overhovedet at blive klogere på os selv, vil jeg mene at det er ting der hører under kategorien små glæder her i livet. Min lillesøster sidder lige og ser et program, hvor en dame med trimmet svenskerfrisure og klingende jysk dialekt går igennem sin renlige, velindrettede, men åh så ordinære stue, og sørme jo, hun har også to unger og tid og overskud til at skære en ananas pænt ud og lægge den som pynt på en kage! Gad vide hvad hun indeholder, hvad hun står for, om hun nogensinde græder over rynker og spildt mælk, og om hun nogensinde i det hele taget bare føler at tilværelsen trænger sig på. Hvordan kan hun holde ud at sidde og snakke om mørdej? Og likør og finmousse til "det voksne publikum". Okay, jeg skal ikke være kok, så meget blev jeg da klogere. Der er i øvrigt også op til flere fødevarer jeg dårligt kan døje synet af.

Status: Verden er bare ikke særligt spændende idag!