Et eller andet om lykke.

Der er et eller andet som fascinerer mig ved maniodepressive mennesker. Den dér magiske kraft de besidder cirka halvdelen af tiden, stolt og usårlig og evindeligt glødende ud i den heldige indehavers hele sjæl og legeme. En drivkraft. Og så lige pludselig skrider den bare igen, faktisk så spontant at det kan føles som om den aldrig har eksisteret, og den nu uheldige indehaver glemmer hvad han/hun nogensinde har haft at leve for. Jeg synes det er et meget godt bevis på at lykken kun er til låns. Hvis da ikke den kun er en illusion. Bar facade. Og om ikke andet uspiselig, så hvad kan man bruge den til?

En sund og rask og vellidt og respekteret mand med et liv kørende i den samme regelmæssige rytme, han tror egentlig han er så glad det nu er muligt at være, og han er sikker på at han får udlevet og oplevet det han har brug for, men pludselig, helt uventet, ser han det, LYSET, og han fatter ikke at noget så blændende er lige her foran ham, det gnistrer næsten elektriskt, hans fornuftige intuition siger ham med det samme at dette umuligt kan være sundt, men han er tiltrukket, kan ikke vriste blikket fra det selvom hans øjne allerede svier lidt, han ved det er forkert eller i hvertfald ikke noget han har brug for, men er det ikke netop derfor jeg forfølger det, tænker han så, for han ved godt hans liv altid har været lidt ensformigt og kedeligt, og er det ikke i virkeligheden det her han trænger til, at dreje væk fra den velkendte og nøjsomme sti han gik og stod på indtil for få sekunder siden, men shit, lyset vokser, de flossede kanter presses længere og længere ud i radius, nu er han tæt på, det knitrer og brænder ved hans fingerspidser og ansigt, han tror enten han eller det snart eksploderer, men nej, lyset fordobles og trækker sig så fuldstændigt sammen i et sindssygt tempo, først er han så forblændet at han ikke kan se hvad der sker, men så fokuserer han atter på det der nu kun er en mikroskopisk prik, den fiser drillende rundt i et lille uregelmæssigt mønster, den forsvinder ham helt af syne...og alt er sort!