fredag den 27. maj 2011

En samtidens romantiker?

Det er så vigtigt hvordan man siger til dig at
den måde du har at rette håret på,
når du dybt koncentreret om en fregne
en aften spejler dig i et vestvendt vindue,
er næsten lige så smuk som selve foråret.

Jeg ææææælsker det, elsker denne dag hvor jeg fik det at se, elsker den velsignede person der præsenterede mig for det, og elsker ikke mindst Henrik Nordbrandt der skrev det. Seriøst, sådan noget fuldstændigt hjerteblødende, hudløst sensuelt poesi er vejen frem! O ve o vel, lær mig at skrive sådan...

Er ked af jeg ikke får blogget så meget for tiden, shit happens. Sidder lige nu og ser Stieg Larsson-triologien for omkring syttende gang. Ikke meget poesi at hente dér, men nu har jeg så Henrik Nordbrandt. Altså ja, jeg tror egentlig jeg er blevet mere selvkritisk hvad blogning angår; her er det så jeg håber Henrik Nordbrandt vil kunne åbne mine øjne for noget nyt.

Forresten, nu hvor selvkritikken er i gang, hvis du er kørt lidt træt i mine massive sammenpresninger af tekster, lort op og pseudopoesi ned, så tryk på mit "E" ude i højre side her for at komme ind på min profil, dér vil du finde den eneste blog hvortil jeg er knyttet som fast læser, og denne er befriende fri for halvselvfede fraser, men indeholder til gengæld masser af små kunstneriske fotos og berømte digte, blandt andre ovenstående. Jeg kan kun beundre min ven for at udtrykke sig kunstnerisk i sådanne billedlige strofer og at benytte andres digte i stedet for egne!!

"Gik glip af" lys nat i byen her til aften, hmm, måske sluttede min ungdoms spæde festliv førend det rigtigt var begyndt? Tragisk selverkendelse.

Har fundet et billede af Jodie Foster med en meganice frisure, har i lang tid overvejet at blive klippet, tør jeg tage springet? Lidt kort hår, længde til lidt under hagen, pjusket som hos en surfer. Jaja, det ville klæde mig at foretage et ryk i min stil, måske jeg faktisk bare skulle gøre det.

Elsker virkelig alle lige nu, i hvertfald dem der kan forstå digtet.

lørdag den 14. maj 2011

Noget om M og C og P.

Kan ligeså godt sige det som det er, folk er vilde med min blog! Fik for nylig tre forespørgsler på blogindlæg dedikeret personligt til vedkommende selv, og i og med det simpelthen er for hårdt at skrive tre, og jeg skal spare lidt på de kreative kræfter, vil jeg nu i dette ene indlæg psykoanalysere disse tre af mine bekendte. Møder man dem, vil det hurtigt gå op for én at det er tre meget forskellige individer, men fælles for dem er at de går på en idealistisk flipperskole, hvor man uddannes og udvikles på godt og ondt. Indlægget her vil i øvrigt bestå af rene skære improvisationer, lad os se hvad vi finder på!!

Hmm. M har jeg kendt i cirka to år. Hun er et på alle måder sødt og smukt væsen, stille og rolig af natur, af og til forekommer hun mig at være lidt drømmende og verdensfjern. Et åndfuldt individ. Jeg har haft mange dyrebare stunder med hende, især i filosofisk henseende. Hun er ikke et menneske af stærke, fremadtonende holdninger, men har mange selvstændige meninger hun ikke nødvendigvis behøver råbe ud i alle fire verdenshjørner, lige dér ligner jeg hende nok ikke så meget igen :p Jeg tror mange beundrer M for især hendes evne til at være selvbehersket, men alligevel få sagt hvad hun mener når det virkelig gælder. Som ven er hun der hundrede procent for én (ja, M, undskyld jeg begår vold imod din person ved at bruge en sådan kliché, men den er sgu lige fra hjertet). Kommer til at savne hende helt horribelt når hun snart tager på efterskole. Så sent som igår udtalte hun at hun nogen gange "simpelthen ikke forstår min tankegang", her gik så op for mig at det gør jeg sgu egentlig heller ikke selv! På den måde har hun faktisk flere gange gennem tiden hjulpet mig, og det kan man jo kun værdsætte. Har grinet i enorme mængder sammen med hende, samtidig er hun god til at være seriøs når jeg er useriøs; for eksempel idag hvor vi sad og havde en længere samtale om følelsen angst, jeg grinede som en klovn i brunst, men hér formåede M virkelig at få mig ned på jorden og til at se at angst faktisk ikke er sådan at spøge med. En anden rigtig god oplevelse jeg har haft med hende var engang efter en fest, vi skulle sove hjemme ved mig og var ved hjemkomsten pænt smadrede, men så lå vi og havde en egentlig meget personlig samtale, helt hyggeligt og uforpligtende, og så sagde vi faktisk bare godnat og faldt automatisk i søvn. Har i det hele taget aldrig tænkt på hende som krævende, hun er afslappet og en lun person. Hendes humor kan jeg ikke rigtigt definere, for nogen gange forstår jeg slet ikke hendes jokes, og andre gange, faktisk oftest når hun siger noget der egentlig ikke var i spøg, får hun mig til at knække sammen af grin. Jeg kan lide hendes selskab, og selvom hun som sagt siger hun ikke altid forstår mig, synes jeg hun er god til at være lyttende og fordomsfri hvis jeg har nogle underlige tanker jeg trænger til at få luftet. Så altså, M, jeg håber du gider holde kontakten med mig, forresten har jeg ikke været i din campingvogn endnu? :D

C. C, C, C, hvor skal jeg dog begynde med dig, din slemme tøs? Kan huske du engang nakkede min Twilight-dvd uden tilladelse, og efterfølgende måtte jeg dække over dig fordi vi befandt os på en lejrtur hvor man slet ikke måtte se film. Men altså, der er rettet nogenlunde op på det med alle de smøger du har foræret mig gennem tiden. Faktisk tror jeg næsten du lærte mig at ryge, stinker stadigvæk til det? Nå, fuck det. Jeg kan godt lide dig. Du er en dejlig trunte, du går lidt på runde, du har lidt for lang lunte - men du er en darling, vellidt af de fleste, festlig langt det meste af tiden, du formår at være evigt klar på at "fyre op for det syge shit" som du selv ville have kaldt det. Det er dejligt at du sætter lidt skub i tingene. Er desuden taknemmelig for de gange du mere eller mindre har reddet mig fra en ufrivillig tur i sølet. Elsker også dit engelsk, hahahahaha, æv, kan ikke engang komme i tanke om en af de formuleringer du har kreéret gennem tiden. Men whatever, du er et menneske med stor humor og en god portion selvironi, for det meste let af sind, dit selskab er opløftende. Beundrer dig lidt for at være så erfaren du er i så ung en alder. At høre gengivelserne af dine vilde oplevelser er inspirerende. Du har noget jeg ikke har, og jeg ved ikke om jeg har brug for det, men nogen gange kunne jeg sgu godt ønske jeg havde det. Vi skal slet ikke begynde at komme ind på hvad det er, for jeg kan egentlig ikke sætte ord på det. Måske er det der ikke engang, måske er det bare en illusion, men i og med jeg nu har nævnt det må der vel også i hvertfald eksistere en eller anden form for kerne af det. Bevar mig vel. Lige nu sidder du sikkert på en eller anden bænk i den fantastiske Mejlgade, måske "trækker du vejret" som ikkerygere ynder at kalde det. I aften skal du formentlig til fest et eller andet vildt sted. Og på mandag ser jeg dig, og så tager vi lige vores daglige pille, ok?

Så er der P, jeg valgte bevidst at lade ham være den delikate dessert. Jeg vil ikke sige jeg har et nært kendskab til ham, men i hvertfald har han foregivet at være meget ivrig efter at blive sat i fokus i et blogindlæg, så når nu han selv beder om det... Kan huske første gang, eller rettere sagt de første gange jeg mødte ham, det var i MINE cellotimer hvor den arrogante, højrøvede tumpe tillod sig at komme brasende ind mindst 20 minutter for tidligt! Ej undskyld, P, men brød mig helt ærligt ikke om din attitude, dette så nu også ud til at være gensidigt. P er (blevet!!) et sødt og rart menneske med endnu sødere og rarere doggyben, har aldrig lagt skjul på min begejstring for disse. Tror på sin vis der er en dybde i ham, men man må nok have tålmodighed hvis man vil lade ham selv vise den. Han har to gear til fester: dansende abe på speed og døddrukken, gammelmandssovende, udbrændt rockstar. I hverdagstimerne er han sjov, lidt anmassende og indblandende, men helt klart en fyrværkeribombe man ikke ville være foruden. For nylig var han så sød at proppe pizza med spermlignende dressing på ind i kæften på mig, hvordan kan man andet end tilbede ham? P har venner og er vellidt. Rent udseendemæssigt er hans stil ikke rigtigt til at sætte i bås; dengang han saboterede mine cellotimer gik han klædt i piercinger, mørkt tøj og et dystert samfundshaterudtryk..nu har han så midlertidigt skiftet til "lukket" hud, tøj i alskens skrigfarver og en måske lidt flabet, men for det meste venlig mine??? Ja, jeg undres, men altså, hvis det nu bare forholder sig sådan at han har set lyset, så fred være med det. Nu til noget helt andet. P bor på en gård hvor der er to ting at forholde sig til: fem aber (inklusive P) og et lidt vådt loftrum hvis gulv man nok ikke skal lægge sig ned og sove på. Denne gård og disse folk/aber har opnået noget der efter vor omgangskreds' standard nok svarer til rockstjernestatus. Dillen er at man nogenlunde kommer og går som det passer én, og er man rigtigt festtrængende tager man da bare derud weekenden over, og forhåbentligt gider nogle nice folk så komme og joine det syge shit. Har ærligt talt ingen idé om hvad man laver derude når ikke en fest er i gang, men på den anden side, rockstjerner hviler sig vel også en gang imellem, P gør som sagt i hvertfald når han er i sit gear nummer to. Forresten har jeg efterhånden hørt ikke så få historier om nogle slagtede kaniner og nogle spritkørselsture resulterende i fuldstændig nedpløjning af de østjyske landeveje, kan dog ikke greje om dette er normale foretagender? En afsluttende sætning henvendt personligt til P: har efter en ekstra overvejelse fundet frem til at du nok må være biseksuel.

Det var alt for denne gang. Flere psykoanalyser følger formodentligt snart, i og med flere har henvendt sig med en forespørgsel siden da. Indtil videre alt godt fremover til jer tre :)

søndag den 8. maj 2011

Halløj, godmorgen...

...og tak for en vild fest i nat hvis du var med. Tror sgu de fleste fik oplevet mere end de lige havde tænkt sig. En række normalt hæderlige mennesker, der holder sig fra alkohol, fik hældt en del indenbords. Hvemsomhelst kyssede hvemsomhelst og hvadsomhelst, det var den rene gøgerede. Gode muligheder for en rullen sig i mudderet, så trænger du til at være beskidt, kom hid, kom hid!! Selv kom jeg hjem ved firetiden i morges, er siden da gledet ind og ud af søvnen, klokken er nu lidt i seks om aftenen, har indtil videre indtaget cappuccino og overvejer derfor kraftigt at bestille en meget stor pizza.

Ekstra mange tak til SG og OM, I er pisseskøre og morsomme :b

Snakkes. Har ikke mere at sige lige nu...

fredag den 6. maj 2011

Jeg tager dine følelser og lægger dem over i mig selv nu.

De er lige dér, lyser i dig. Jeg tager dem. Mærker deres visdomskraft. De er ikke en skid værd for mig, for de er dine, du har skabt og opbygget dem, og jeg kender ikke til deres formål. Klatter. Måske lige til loppemarkedet, men alligevel, de ville ikke gøre sig godt til blandt grammofonplader og nipsting. Kan ikke.

Dit fjæs er sådan lidt opkogt og rødmosset. Du drikker, du drikker jævnligt. Den halvtomme vinflaske står på bordet og sladrer til hele verden, det er pinligt! Har lyst til at losse dig i hovedet med den. De berusende dråber blev dit lod i livet, og du er fuldstændigt absurd ligeglad.

Små rester af liv, kasseret af andre, det er din tilværelse. Du står op hver morgen og smører madpakker til dine sytten børn - i hvertfald var der sytten sidst du talte efter, synsfeltet har det med at sejle lidt og få dig til at se dobbelt. Foruden dette masseproducerede afkom huser du også alskens små mider og skadedyr.

Har du nu flækket dit øjenbryn igen? Såret er blevet som en permanent tus, og ja, altså jeg vil jo ikke fornærme dig, men dit blod er ikke ligefrem blåt. Tror hellere du må gå til lægen, det eneste stabile mandfolk i dit liv, og få det syet. Han kan sikkert også give dig nogle piller du kan skylle ned med vinen. Lykkepiller. De går lige i din følelsesproduktion, og så kan jeg fortsat stå her og modtage stadigt flere usalgsbare, formålsløse dele af dig.

tirsdag den 3. maj 2011

Vejen til et liv som årtusindopdateret hippie.

Altså, nu er det ikke lang tid siden en fortællelysten lærer præsenterede os for sin version af den danske hippietidsalder. Der var noget med nogle meget intime forhold lærere og elever imellem, som blandt andet indikerede fælles bad på lejrture, små romancer i fritiden og i det hele taget bare et på alle måder privat bekendtskab. Jeg kan sige jeg er rystet i min grundvold, men vil da samtidigt ikke lægge skjul på min misundelse ;) Nå, men da det nu ikke er sådan længere, hvad så med at vi alligevel forsøger at holde fast i det smukke fællesskab og kærligheden til naturen og hinanden? Det er lige årstiden! I weekenden var der for eksempel bålfest, så det battede, i min omgangskreds. I haven ved siden af foregik tilfældigvis en fest af lidt anden karakter, der blev drukket og skrålet og danset og trampet, men jeg tør godt påstå at vi havde det sjovest hos os, for da vi senere på aftenen sad om bålet med rodet tøj og hår og sangstemmerne i de munterste toner, var vores konkurrenter allerede gået kolde, og kun vores spæde melodispil kunne høres i miles omkreds. Hallo, er det svært at afgøre hvad der er fedest? Synes absolut ikke der er noget galt i hygge og afslapning omkring et bål, og hvis man skal gå helt amokka må man altså også kunne stå oprejst til efter tolv. Drankerfolk, I var simpelthen for slatne :p

Har forresten hørt noget om at Christiania er midlertidigt lukket for udefrakommende??! Det er alligevel arrogance fra hippiernes side. Men whatever, det er heller ikke en god idé at komme for langt ind i den mere lyssky og mindre hæderlige side af flippermiljøet. Vil faktisk bare råde jer allesammen til at få futtet op for bålet og smilet og kærligheden. Idag er det tilfædigvis et lortevejr, men kan ligesom bare mærke at den her sommer bliver lige så særlig og glemt igen som alle de andre. Og vi skal alle nyde den og få festet det vi kan holde til. Det bli'r kæmpe!

Hold vejret indtil vi ses igen!!