Hormonodrom!!!

Oh my god, jeg er som en 13-årig igen! Skriver det kun herinde fordi alle mine pårørende allerede har fået mine trængsler hylet ind i ørerne. Men der er virkelig et eller andet galt. Jeg har lige snakket i telefon i en halv time, råbte cirka halvdelen af tiden. Har gåsehud på armene, føler mig næsten sløj, ligger begravet i dynebetræk og tæpper. Er ked af det, glad, opkørt, irriteret, fjern. Savner folk, virkelig alle mulige folk, jeg savner at være omgivet af dem jeg ikke snakker meget med, men bare finder det behageligt at være i nærheden af, og at snakke med dem jeg betragter som nære venner. Men jeg orker ikke at fjerne røven fra sofaen, det er fuldstændig udelukket! Vil bare være her i min rede og planlægge min smukke fremtid. Så gør det vel ikke noget at jeg spilder nutiden på ingenting? Mit liv skal være herligt!!! Jeg er ikke helt ung længere, men jeg har dog stadig tiden, til at opbygge en tilværelse, foran mig. Seriøst, mit liv skal være fucking smukt. Vil være omgivet af alle jeg holder af. Vil finde mig selv, videreudvikle mig selv, smadre mig selv, genopbygge mig selv. Det er det eneste der betyder noget!