I anledning af ingenting.

Hmm. Er blevet foreslået at skrive om hvor meget jeg elsker livet. Lidt uddebatteret emne, altså hallo, selv de efter min mening stakkels, ubønhørligt fortabte politikere holder vel af tilværelsen. Men da jeg nu sidder her og ingenting laver...

Livet er en relativ størrelse, fordi de påvirkende oplevelser hele tiden kommer på må og få. Livet er lige stort som barn og voksen, fordi børns små legemer kan rumme mindre, derfor føles mindre som mere. Livet er sindssygt og evigt lunefuldt. En skønhed. Jeg afskyr mennesker der tror de er noget særligt, og jeg afskyr dem der tror de ikke er det. Derfor mener jeg livet bør ligge et sted derimellem. Utroligt svært, ikke? Men jeg har heldigvis et helt liv endnu til selv at fuldføre denne mission. Et liv er jo faktisk et helt liv, om man så bliver syv eller halvtreds eller treoghalvfems. Og vi synes det er sørgeligt når et lille barn lider vuggedøden, men fælder vi ikke også en tåre når vor gamle oldemor eller sågar bare en gammel hvidhåret dame stiller træskoene? Det siger jo lidt om døden. Døden er også smuk og i modsætning til livet ikke lunefuld - når den er der, er den der, punktum, been there, done that!
Nå, egentlig har jeg jo endnu ikke udtalt mig om min egen kærlighed til livet. Lige nu drømmer jeg om en tilværelse præget af naturalisme. Og den finder jeg nok en dag hvis jeg overhovedet har lyst til den tid. Jeg finder nogen gange dagen trang og klaustrofobisk, men aldrig livet. Jeg vil være med i mit eget eventyr og trække andre med ind i det - uh, det var en svulstig udtalelse, men det har jeg vel også lov til. En ting jeg har spekuleret meget over på det sidste er, om det i livet er først de andre så dig selv eller omvendt? En kliché er at man skal elske sig selv før man kan elske andre, men hvad nu hvis man er nødt til at elske andre for at kunne elske sig selv??? Måske skal man også bare tage noget hjertemedicin, så hjertet er stort nok til begge dele på én gang. Det er da snart ikke til at holde styr på noget som helst. Men personligt får jeg for en tid f'ølelsen af at være et stort menneske hver gang nogen er taknemmelige for noget jeg har gjort. Så måske er det også bare forskelligt fra person til person.

Har sgu ikke så meget mere at sige, livet er jo et ret smalt emne, ikke? Eller hvad mener du?
Godnat, hængerøve.