...

En alt for køn pige med sol(arie)brun hud, rene træk og lang, smidig krop. Desværre er hun så sminket at noget af hende forsvinder, det er egentlig ikke fordi hun bliver hverken smukkere eller grimmere, men noget af hende går tabt, og hun når ligeså stille hen til dér hvor hun ved at hun har mistet noget, men ikke hvad. Hun har altid haft en god portion usikkerhed, men kun indvendigt, og den er godt camoufleret. En dag slår det hende også, at når hun er så smuk som hun er, må der være noget andet hun mangler og aldrig kan få, for ingen har det hele! Det gør hende bange, tænk hvis hun er født til at leve smuk, men ulykkelig. Næste dag tager hun ingen makeup på, og fordi hun ved at hun stadig er misundelsesværdigt, mundvandsløbende hot, kommer hun bevidst til at tage noget forholdsvist uformeligt tøj fra sin brors klædeskab, da hun står i det foran spejlet kan hun ikke få øje på vrikkende hofter, velformede balder, flirtende overkrop og elegante ben. Hun er tilfreds. Og hele dagen mærker hun at folk ikke ser hende, eller nej, måske ser de faktisk hende, netop fordi det gudsbenådede udseende er gemt godt af vejen. Hun smiler og er fri, føler hun kan bevæge ansigt og krop, der nu er frigjort af henholdsvis krigsmalingsmaske og stramtsiddende tøj, begge hendes tro følgesvende gennem mange år, og hvor føles det bare godt endelig at have kasseret dem. Men vi ved jo allesammen at pludselig frihed altid er en smule hårdtslående, lige indtil det øjeblik underbevidstheden, og den kan jo af og til være sløv, får forklaret kroppen hvordan den skal klare sig uden det/den/dem, der på én gang holdt den fanget og beskyttede den. Sagt på en lidt mere velkendt talemåde kan der falde for mange appelsiner i ens turban på én gang, og man tør ikke rigtigt undersøge om de smager godt. Tilbage til hovedpersonen, - hun mærkede sit første chok ved friheden, da hun havde haft den i nogle få dage. Faktisk til et skolebal. Normalt færdedes en i skolens sociale hakkeorden så højtstående person som hende ikke ved den slags festlige lejligheder; for strenge alkoholforbud, for meget pjattet diskoteksmusik, for få ældre drenge. Hun foretrak at alliere sig med sin lidt ældre bror, der kendte et slæng af nogle igen lidt ældre, hvoraf en af dem tilfældigvis boede ved siden af nogle dimissionspubertære-næstenvoksne unghaner, der som i en smuk roman om ungdommens gang havde fundet sammen i dét at de alle havde forladt reden nyligt, og dét at de alle var usædvanligt glade for morskab og druk, udenforstående kan jo sætte sig ind i, at denne kombination er et udmærket tidsfordriv i de måneder eller år man overvejer om det er EGU eller politiskolen der bliver næste skridt på vejen. Og så videre... Nu kom vi igen lidt væk fra hovedpersonen, - som sagt plejede hun at gå til fest hos disse hæderlige, nogenlunde ansvarsbevidste unge mennesker, hvor det var muligt at forsvinde hen i mørke hjørner med individer af modsat eller samme køn, og i øvrigt bare vide at man var solidt placeret blandt de udvalgte, omgangskredsens viderekomne. Men ikke denne aften! For det første var hun i løbet af de sidste par dage kommet til at ligne en på sin egen alder, helt tydeligt ikke længere passende at finde deroppe et par kilometer over hierarkiets top. For det andet var det netop den effekt hun på et stadig lidt ubevidst plan havde ønsket. Så hun gik til skolebal, klar til at erobre den næsten lidt mytiske verden, der hidtil havde befundet sig så langt under hendes stiletsåler at hun ikke engang havde kunnet mærke hun gik på den. Håret der før havde været en lang, forførende silkemanke, lå pjusket og uredt under hætten på den trøje hun efter rekordtid nu var som født i. Hun vidste at hun havde lidt aftensmadsrester siddende mellem tænderne, og forbruget af makeup stod også stadig på standby. Alligevel undrede det hende at hendes bejler gennem tre år (han gik i parallelklassen, og var egentlig et halvt år yngre end hende og i dén grad underudviklet, men who cares!) tilsyneladende ikke rigtigt så hende. Hun havde altid følt sig lige en tand smukkere, og om ikke andet værdsat, når han så på hende med henførte, fortabte øjne. At være tilbedt kan fungere som en stærk kraft, noget man vil have mere af. Og lige dét ville hun da også gerne beholde. Men næh nej, tror du han overhovedet så på hende, endsige bemærkede hendes ankomst? At hun var gået fra stiletter til udtrådte sneakers kunne måske forklare at hun ikke stak fysisk op og ud fra massen, men mon ikke det også skyldtes at en stor del af hendes ydre karisma var gået tabt i forsøget på at finde sin indre hulekvinde og fremstå herefter. I hvertfald lod den nu førhenværende førstefrier sig ikke mærke af hendes tilstedeværelse, han gled hurtigt hen til nærmeste jævnaldrende pige der i det mindste gad overveje at se ned på ham oppe fra sin tårnhøje piedestal. Og her var det som om at vor kære hulekvinde begyndte at krakelere indefra og ud og tilbage igen. Skønhedsglansen der stadig var et sted i hende, lysten til at blive set og beundret og drømt om samt den på én gang kampklare og følsomme selvstændighed hun lige var begyndt at kæmpe så hårdt for, gled alle tre ned af det uformelige tøj og videre ned på gulvet hvor de mange dansende fødder kunne trampe på dem. Hun havde på en eller anden måde slugt sig selv, alt det hun troede var hende. Måske en destruktiverende handling, måske begyndelsen på noget nyt. Hun vidste det ikke. Egentlig var det også lidt lige meget, hun ville bare hjem i sin seng og dømme sig til den totale ensomhed. En dag ville en ny og forbedret udgave af hende nok komme helt af sig selv.