Har lige set en overordentligt kreativt fundet på, men også langt ude syg film, den hedder "Die Tür". Altså, den er virkelig sine steder skrækkeligt nervepirrende, men budskabet, sådan som jeg opfattede det, var faktisk meget klassisk, stilrent og også en kliché: Du/vi er nødt til at se fremad og fortsat føre en tilværelse når du/vi virkelig har klokket i det og gjort tilsyneladende uoprettelig skade. Her er det jeg tænker på hvilket motiv forfattere har til ustandseligt at digte historier om netop det at begå en fejl og hvordan man kommer videre bagefter. Forsøger de at give os håb om at vi er okay selvom vi er nogle snæversynede, egocentrerede og primitivt handlende pattedyr? At der er et liv efter et hul? Eller vil de netop karikere og tydeliggøre de begåede fejl for at vise det modsatte; at vi ikke er okay og bare burde skydes?
Nu synes jeg jeg er nok inde på det her emne til at starte en debat med mig selv: Vi er mennesker, små og famlende i blinde, håbløse, alt hvad vi gør er i sidste ende for vores egen skyld, vi er ikke i stand til at se os selv som værende et led i en større sammenhæng vi ikke har kontrol over, vi vil hellere blive i troen på at denne sammenhæng er til for os, - ikke omvendt!
Okay, jeg magter ikke at være så kynisk. Har en veninde der i øjeblikket er meget fascineret af eksistentialismen. En eksistentialist er for mig at se et godt eksempel på lige netop det at tro på at man selv skaber sig selv. Men jeg synes ikke der er noget i vejen med den tro i sig selv, overhovedet ikke. Og jeg er nok også på sin vis tilhænger af dette verdensbillede. Men det er når egoismen tager overhånd, - så er man i tanken ikke længere kun sit eget centrum, men også alle andres. Det kan aldrig være optimalt, for derved ville man jo ikke kunne være i harmoni med andre af samme overbevisning som en selv, - de ville jo synes at DE var både deres eget og alle andres centrum.
Jaja, mennesket er nu på én gang både det mest komplicerede og det mest håbløst let gennemskuelige dyr i drift, - haha, ja altså, vi er ikke dyre i drift, vi er DYR som er i drift.
Vi må af og til synke sammen og trække os tilbage for at kunne holde os selv og alle vores artsfæller ud.
Vi er måske på vej mod noget større og bedre.
Og måske er vi bare på vej mod det samme i værre tilstand, og i så fald holder det hele nok op en dag og bliver afløst af, - ja, ingenting.
Det jeg helt klart kan se mig enig i ved eksistentialismen er at intet er forudbestemt. Jeg synes ordet "skæbne" for det første er svulstigt, patetisk, dramatiseret, gammeldags på den ufede måde, og derudover indikerer det noget jeg ikke tror findes. Du. Opbygger. Selv. Vi er alle sammen gør-det-selv-håndværkere i den forstand.
Jeg kan ikke rigtigt se anden udvej end at stoppe her. Tror snart jeg får teknologisk sammenbrud.
Forresten, den sidste Harry P-film er virkelig nice i 3D. Det er de fleste, men særligt i denne her følte man sig virkelig "hevet med ind i historien".
Ingen kommentarer:
Send en kommentar