Okay, for nu at være ærlig har jeg lige brugt et par minutter på at tjekke et par blogs hist og her..og desværre, ikke én fangede umiddelbart min interesse. Shit. Fuck. Lort. Men det kan i store træk betyde to ting; enten har jeg svært ved at sætte mig ind i andres sindstilstand og måde at udtrykke denne på, eller så er jeg, surprise, lige nummeret sejere end den gennemsnitlige blogskribent. Sidstnævnte ville jo klart være til størst gavn for min selvfølelse, på den anden side pissekedeligt at gå rundt og være personlighedsfuldendt og ikke have nogen at dele det med. Jeg kender mange seje mennesker. Jeg elsker mine venner og kan se det smukke i hver enkel af dem. Jeg bruger meget tid på at betragte det enkelte individ, aflæse dets udtryk og danne mig mulige forestillinger om det dybere i dets indre. Så forstå mig dog! Her kommer min ene forælder, jeg tror nok det var den kvindelige, ind og forlanger at jeg går ned og handler pronto. Har sgu da ikke brug for mad. Fuck, hvor jeg ikke gider. Giv mig noget coke. Jeg betaler med afskårne filmstjernelemmer.
Nå, hvad så nu? Det store fællesrum vi alle deler er fyldt til randen med bræk og skyllemiddel, luften er tæt og hed, her er ingen forståelse og respekt tilbage. Frirum. Er frihed en relativ størrelse? Har konstant lyst til på den ene eller anden måde at begrænse mig selv, føler jeg fortjener at ligge begravet i lektier og huslige pligter. Motiveres ved egen tvang til at fordybe mig i litteratur jeg faktisk kan bruge til noget. Udfordrer mig selv til at gå længere ture, tage kolde styrtebade, være afholdende overfor smøger og alkohol, begrænse mine behov for konstant at overfuse folk både verbalt og fysisk. Kæmper stadig med nodelæsningen, jeg VIL lære det shit! Og det bedste af det hele er når noget som helst af det lykkes. Sejren, trofæet, der i næsten karikeret billede (be)viser hvor fucking sej og mentalt stærk jeg er. At jeg fandme kan gå det meste igennem og komme forbedret ud på den anden side. Vil verden mon se mig en dag? Selvom jeg nu faktisk ynder at være lidt anonym. Slet ikke noget galt i at bevare beskedenheden ved at du ikke aner en kæft om hvem og hvad jeg er. Måske gør det dig ligefrem mere nysgerrig og imponeret.
Hey forresten, jeg er et jordnært menneske og har begge ben solidt plantet på gulvet, bortset fra at jeg lige nu ligger med fødderne oppe, dette giver mulighed for at forholde sig i en arrogant og tilbagelænet kropsposition. Skyd mig :)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar