Min personlighed er lidt som et stykke knækbrød. Den knækker meget let, og er sprød så længe sidste anvendelsesdato ikke er overskredet...


Kan ikke så godt lide farven på beskidte pengesedler. Kan ikke rigtigt overkomme at tage stilling til om jeg skal købe en ny flaske klorhexidin i Matas til 35 kr.


Fatter ikke hvad arbejde går ud på. Det er som om det ikke vil slynges frivilligt ind i min vejrtrækning, følge min puls.


Ved ikke rigtigt om det var i højere enhed med moden at få undercut nu. Det viser sig sikkert at blive moderne lige når mit er vokset ud.


Formår ikke rigtigt at tage mennesker, der selv mener de er kunstnere, seriøst.


Lider ikke under det ellers så massive blodtab. Foretrækker egentlig at ligge som en pøl i det forårsgrønne græs, slukke røddernes tørst.


Stikker ikke af. Jeg bliver i stikket.


Slynger tilfældige ord ud. De gavner ikke nogen, men har det bedst uden for mit hoved.


Nynner kun lidt. I tomt rum. Skriger kun lidt. I fyldt rum.


Tænker ikke rigtigt over det faktum at verden er tom. Mit liv behøver jo ikke at være verden.


Citat fra musicalen Maestro: Der findes kun to slags mennesker. Alle andre og jeg.


River lidt mere i den slidte, forpinte hud omkring mine negle. Det er mit kompromis. Jeg tør ikke at være hudløs i denne verden.


Jeg nyder at der ikke er noget at nyde.


Falder. Falder. Der er sgu helt rart i bunden af hierarkiet, ingen kæmper for at vælte mig.


Fik heller ikke taget mig sammen til at leve i dag.


Fik aldrig styr på det helt grundlæggende. Ustabilt fundament er lig med vedvarende styrt!


Kniber øjnene sammen, er så træt. Den sorte skrift mod det hvide onlinepapir skærer mig lige ind i det diffuse tankespind.


Overvejer hvor meget der skal til for at lægestaben vil genindføre det hvide snit.


Nu kan jeg ikke holde det latterligt hvide onlinepapir ud længere!