De kysser overalt; i gade, i stræde,
i opgang, i blandt andre.
De er berusede, unge,
tror at dette er de indledende violiner,
et sødt forspil til et højdepunkt
af en velkomponeret tilværelse
de helst ser indtages som ét langt trip,


men det tindingssprængende højdepunkt når aldrig frem,
eller måske de bare løb forbi det i hast.
I hvert fald bliver de gamle, på en enkelt nat,
grå hår, hud der hopper når de spæner,
men mentaliteten kan ikke presses ned i lænestolen.
Og børn fik de ingen af mens tid var,
de må nøjes med rester
af eget ungdomssind.


De kysser stadigvæk; i gade, i stræde,
men kun i forlængelse af lørdagsindkøb.
Og ingen kigger på dem,
deres karisma lyser stadig,
men den sætter sig efterhånden på andre,
par som det de udgjorde engang.
De går hjem, vil ikke vide af verden,
ved de rent kosmisk har haft mere end nok liv,
alligevel gnaver endnu i dag dette spørgsmål:
var de livsnydere eller livssnydere?