Forårsdigt

Morgenerne er lysere,
jeg er lysere, oplyst
om at dette er mit forår,
snart væk, men intenst,
ungdommen er pulserende,
der er ingen mig, for alt er ét,
identitetskrise er en fremmed,
har måske strejfet ham,
men han valgte ikke mig i denne omgang.


Kan ikke gemme mig i fladt landskab,
men der er heller intet at skjule.


Eufori og dybsindighed,
to skønheder,
begge både svære og lette at opnå,
kommer når de vil,
men kan til en vis grad sniffes.


Konturerne af alt, smukt som grimt,
fremstår skarpt i denne årstids sollys.
Anonymitet kan være nødvendigt,
sanser overpåvirkes,
der er nu engang bare de dage hvor alt
skal ses gennem mørke solbriller,
høres gennem musik,
udtales gennem bloggen,
lugtes gennem stereotyp discountparfume.
Vil ikke vide mere sådanne dage.