Klokken er lidt i seks, det er fredag aften og jeg føler mig lille. Burde foretage mig noget som i den ene eller anden forstand vil gøre en forskel eller skabe noget nyt. Havde faktisk planlagt at udvide min litterære horisont ved at læse en bog omhandlende ægteskabet i starten af det 20. århundrede, men havde ikke lånerkortet til biblioteket på mig. Overvejer på nuværende tidspunkt at øve lidt Beethoven på min cello, men magter alligevel ikke endnu engang at erkende at jeg nok bare ikke har det i mig, dét som skal til!
Hvorfor er der endnu ingen nice ppl der har udvist interesse for mit ve og vel?
Har lyst til at gøre noget spontant... Tusmørket er ved at sænke sig over vores del af moder jord, jeg sidder alene hjemme i stuen uden anden belysning end skæret fra computeren, det er faktisk lidt ensomt og forladt. Men totalt selvvalgt!! Der er selvfølgelig bunker af folk der gerne vil være sammen med mig, kunne sagtens have fået en vild aften, men valgte i stedet at afskære mig ydmygt fra omverdenen, sidder nu og er godt i gang med at skrive dette samt hygge mig med mig selv. En god veninde af mig, LJ, har dog lige lagt på efter en længere telefonsamtale, så man kan sige jeg måske ikke er helt asocial alligevel. Og hun er faktisk nice. Det var så et styks sød og omsorgsfuld veninde der i sidste ende alligevel viste sig at være kerende om hvad jeg laver og hvordan jeg har det.
Hvad kan inspirere mig i et tomt rum?
Man er nødt til altid at have et vågent øje hvis man vil se, føle og opdage. Måske er det derfor de fleste kunstnere er så fucked up på den ene eller anden måde. Er på piller eller lider af mærkelige personlighedsforstyrrelser, får i tide og utide lyst til at gøre fysisk skade på sig selv eller fikse idéer om at denne verden og dette liv er den rene, meningsløse tomhed. Det er egentlig sindssygt.
Hvorfor ikke bare gøre et forsøg på at leve nogenlunde normalt? En rigtig kunstner kan vel et eller andet sted nøjes med i tanken at gøre og udrette noget stort. Måske er det ligefrem det livet handler om. At man oplever og gennemgår en satans forkludret blanding af lort og kærlighed og mental udvikling og sjælelige rejser og geografiske rejser og selverkendelse og lykkepiller og ønskede og uønskede bekendtskaber...for så til sidst at finde ud af at man intet andet behøver end friheden til at mene og tænke. Man kan leve og gøre som man vil, hvad mere kan dit rødmende hjerte begære?
Ti nu stille og indrøm at jeg til dels har ret! Du sidder muligvis og griner røven i laser, men jeg tror faktisk på at jeg har en pointe. Vellev :)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar