Mosten er for hård.

Jeg vil så gerne være en dygtig og vellidt elev, det vil jeg virkelig! Det er ikke for sjov... Men jeg kan ikke have med at gøre, at skulle sidde og lade som om jeg finder antallet af svin i DK ganske interessant. Og når man sidder ved bagerste bordrække, er det ligesom bare lidt for nemt at stikke høretelefonerne i bærbaren, som det selvfølgelig er helt lovligt at have tændt i timerne, og så skjule ledningen under trøjen. Og min sidemand sidder og læser en artikel om den potentielle trussel af velfærdsstaten, og jeg selv faldt lige over en artikel om Breiviks dom, og selvom Sigur Rós synger 100% fremmedsproget, er det nemmere at forstå dem end læreren. Læreren, ja. Læreren i, ja hvad fanden er det her egentlig for en time, et eller andet naturvidenskabeligt fag omhandlende landbrug. Hvorfor går jeg også kun i 1.g. ..... Jeg føler mig så kejtet. Gør vist tingene ok i engelsk, men det her ... bombombom. Mit hoved er ligeså aktivt som en fodbold ingen sparker til. Vil gerne lave engelsk stil nu. Ville det være i overkanten af hvor meget Olesomerlæreridetherfagpåminskole kan undgå at opdage? Kan ikke lade være med at sidde og shake med benene, og da jeg ikke kan undskylde mig med ADHD, føler jeg mig virkelig som et ueksemplarisk, samfundsressourcenassende stykke menneske. Exclamation mark. Det smukkeste sted i Sigur Rós sangen starter nu, hej hej jeg smutter. Fuck, hvor var min samfundslærer tæt på at buste mig. Typisk ham at dukke op hvor som helst.

Det er alt sammen Cæcilias skyld!

Flyder som pumpet håndsæbe
filtreret gennem et silkeklæde
der blankere end solen i dit ansigt
med det bedragende skind til skue
aer min trætte krop i søvn

...........................................

Mine naller har lige ligget stille på tastaturet i ca. 20 sekunder, så nu skriver jeg bare det her i overskriften.

Jeg tror jeg er ved at være udtømt for ord, eller i hvert fald for ord der egner sig til en blog... Tror jeg er i en statisk fase. Det er faktisk ok. Er måske bare ikke så abstrakt tænkende som jeg lidt gik og håbede. Tror bare jeg vil udfylde det her skrivefelt med et par facts; skal snart være faster; går lige nu og venter på at en dame kommer hjem fra ferie, så hun kan fortælle mig om jeg kan få sommerjob på hendes selvdrevne café; har for tiden gang i et par knibeøvelser på øverste etage, som jeg håber kan hjælpe mig til at lære at holde kæft, trit og retning på de rigtige tidspunkter (den slags er vel aldrig for sent?); prøver at holde mig lidt mere fra chokolade, smøger og smirnoff 37,5%; forbereder mig på den uundgåelige sentimentalitet, der i de fleste tilfælde opstår når man flytter hjemmefra; overvejer hvor meget tøj der skal pakkes til den tid; forsøger at regne ud hvor meget jeg ca. har råd til at fritte MasterCard'et i måneden; tænker; tænker ikke; holder mig fra brandfarlige afkroge af følelseslivet; tager mig sammen til at stoppe denne tomme strøm af fantasiløse sætninger.

Ud på de små timer...

Ja, så sidder man her igen, det blir sgu værre og værre. Jeg er på gale afveje, men det er universets og forårets og samfundets skyld. Hvordan kan universet være uendeligt, når vi måler det i lysår, i TID, står det ikke helt klart at tiden ikke er uendelig? Jeg kan ikke rumme det. Det kan nu også være det samme, viden er i et vist omfang lidenskabsløst. Tid og vid, næhh, dét her er sansemenneskets revolution. Jeg vil se, høre og mærke alt der er smukt, jeg vil i min dybeste bevidsthed hellere erindre hvad der pirrede mig end hvad jeg gik og troede var nødvendigt at vide.

Cashrape del 2 + tilføjede sorger

Har brugt knap 3.000 kr. i løbet af det sidste stykke tid, åbenbart, og dermed gjort det indhug jeg ikke troede jeg havde modet til. Well done, men jeg er ikke sikker på det har hjulpet på nogen sorger. Måske ligefrem tværtimod. Så nu er jeg nok mere eller mindre på randen af et sammenbrud, bare et lille et. Det gør ondt at trække vejret, det gør ondt at bruge penge på skidt og møg. Det gør ondt at vide at penge, små dumme tal på kontoen, har så stor betydning for både mig og samfundet. Får min månedlige skoleydelse i morgen, men hvad nytter det. Nogen vil kalde min skoleydelse for det rene samfundsnasseri, og det vil jeg på sin vis også selv, men det værste er at jeg sikkert lige om lidt også har brugt disse penge, og jeg drømmer dybest set bare om at leve i rendestenen, fri for kontotallenes drilske spind, men jeg ved det ikke går i denne verden, og jeg vil ikke være tigger! Må finde et kompromis en dag.

Cashrape.

Jeg har lyst til at gøre et voldsomt indhug i de 11.000 kr. på kontoen, drukne tilbagevendende sorger i nye sko og hårprodukter. Samtidig har jeg lyst til at brænde sedlerne én for én, og gå i min søsters aflagte sweatere. Hvad ville være mest swag, overforbrug eller oprør? Hvordan kunne man eksperimentere med begge dele? Jeg vil være sej. Det skal være nu!

Min personlighed er lidt som et stykke knækbrød. Den knækker meget let, og er sprød så længe sidste anvendelsesdato ikke er overskredet...


Kan ikke så godt lide farven på beskidte pengesedler. Kan ikke rigtigt overkomme at tage stilling til om jeg skal købe en ny flaske klorhexidin i Matas til 35 kr.


Fatter ikke hvad arbejde går ud på. Det er som om det ikke vil slynges frivilligt ind i min vejrtrækning, følge min puls.


Ved ikke rigtigt om det var i højere enhed med moden at få undercut nu. Det viser sig sikkert at blive moderne lige når mit er vokset ud.


Formår ikke rigtigt at tage mennesker, der selv mener de er kunstnere, seriøst.


Lider ikke under det ellers så massive blodtab. Foretrækker egentlig at ligge som en pøl i det forårsgrønne græs, slukke røddernes tørst.


Stikker ikke af. Jeg bliver i stikket.


Slynger tilfældige ord ud. De gavner ikke nogen, men har det bedst uden for mit hoved.


Nynner kun lidt. I tomt rum. Skriger kun lidt. I fyldt rum.


Tænker ikke rigtigt over det faktum at verden er tom. Mit liv behøver jo ikke at være verden.


Citat fra musicalen Maestro: Der findes kun to slags mennesker. Alle andre og jeg.


River lidt mere i den slidte, forpinte hud omkring mine negle. Det er mit kompromis. Jeg tør ikke at være hudløs i denne verden.


Jeg nyder at der ikke er noget at nyde.


Falder. Falder. Der er sgu helt rart i bunden af hierarkiet, ingen kæmper for at vælte mig.


Fik heller ikke taget mig sammen til at leve i dag.


Fik aldrig styr på det helt grundlæggende. Ustabilt fundament er lig med vedvarende styrt!


Kniber øjnene sammen, er så træt. Den sorte skrift mod det hvide onlinepapir skærer mig lige ind i det diffuse tankespind.


Overvejer hvor meget der skal til for at lægestaben vil genindføre det hvide snit.


Nu kan jeg ikke holde det latterligt hvide onlinepapir ud længere!