Svulztig lørdagzfilozoferen

Livet er en cyklus af gabende tomhed. Jeg er pt alene hjemme. Har haft fri siden torsdag eftermiddag, prøver at lade op til en uge der sikkert bli'r lidt hektisk ligesom denne har været, men der er jo det med afslapning at har man for meget af den begynder man at tage den for givet ligesom med alt andet, og så har den faktisk ikke hjulpet en skid når man så endelig skal op halv syv mandag morgen. Men jeg er faktisk positiv! Siden jeg kom hjem fra ferie sidste fredag har alting været nemmere, det er som om mit liv flyder lidt mere af sig selv, og (tag denne bemærkning med et gran salt!) jeg har aldrig været så glad for mit fædreland som nu. Alene det at jeg går på produskole, sjøst hvor mange andre lande har lige dét at byde på? Jeg får penge for at begunstige både frivillige og ufrivillige publikummer med min tilstedeværelse i et teaterstykke, og nok mener jeg at upolerede amatørkunstnere har sin helt egen glans, men jeg vil gerne løfte sløret for i hvert fald den oplysning at føromtalte teaterstykke ikke er skrevet af Ludvig Holberg, H.C. Andersen eller Kim Fupz, jeg har lige googlet manusforfatteren, og jeg tror altså navnet er ukendt nok til at jeg ikke behøver at nævne det. Men jeg har slet ikke til hensigt at være nedladende ved at sige dette, overhovedet. Faktisk har jeg altid haft en lille drøm om for en stund at være beskæftiget som brik i et underground kreativitetsmiljø i en større by, men at det så skulle ske allerede nu og ved at frekventere en produskole i Århus i stedet for en græsrodsplansteatertrup i Berlin eller St. Petersborg, havde jeg ikke lige set komme.


Men der er ingen grund til at nævne alt dette! Det er ét år af mit liv, for helvede. Skal til gymnasieoptagelsesprøve i april, og som tidligere nævnt har jeg tænkt mig at gøre noget meget, meget drastisk hvis ikke jeg består, så dette undergroundsliv kommer uanset hvad ikke til at fortsætte længe endnu. Men tiden er jo relativ. Alt er relativt. Det er snart forår, og igen savner jeg kærligheden fordi den giver en følelse af at blive ét med den spirende natur og dermed ikke skulle kæmpe for noget på egen hånd. Jeg er storromantiker i disse måneder! Læg mærke til de tre sidste ord. I disse måneder! Alting, fucking alting, kommer og går, og det meste er forfærdeligt både at undvære og at ha'. Jeg forstår ikke cyklusser og kan samtidig ikke undgå at føle mig som en del af dem. Det er vi jo alle. Vi har aldrig haft et reelt valg. Vel? Jeg læste for kort tid siden et mindre leksikon over filosofi lige fra Sokrates' diskussionslystne boren i menneskets måde at begå sig på, til Freuds banebrydende teorier om menneskets psyke set fra en, synes jeg i hvert fald, meget filosofisk vinkel. Og som jeg læste det var de alle som én (ja, for det første var de mænd, fucking sexister, mand!) enige om at vi mennesker kan meget, vi er øverst i organismehierarkiet, i modsætning til dyr og planter begavet med fornuften, følelserne og evnen til at forestille, men dette gør os også konstant og ubønhørligt til ofre for os selv, hinanden og hele resten af verden.


Av min pandeskal. Jeg tænker generelt for meget når jeg keder mig. Fuck mand, de store filosoffer kan sgu da umuligt ha' haft et liv.